Protesterne vokser i Indien efter voldtægt og drab af ung læge
Natten til torsdag var der midnatsprotester for at "tage natten tilbage" og fordømme sagen. Foto: Dibyangshu Sarkar/Ritzau Scanpix
En ny sag om voldtægt og drab ryster Indien. Tusindvis protesterer, læger strejker, og premierminister Modi vil straffe "uhyrlig" adfærd mod kvinder hårdt.
- Jeg ved ikke, hvor mange flere dødsfald der skal til, før tingene ændrer sig.
Indien er ramt af en ny stor sag om voldtægt og drab, og natten til torsdag var tusindvis på gaden i storbyen Kolkata ifølge avisen The Telegraph.
Sidste uge blev en 31-årig læge under uddannelse fundet død på et hospital i byen. Ifølge indisk politi var hun blevet voldtaget og myrdet.
Siden har der været protester flere steder i landet. Det fortsatte onsdag aften og natten til torsdag, hvor landet fejrede sin uafhængighedsdag.
En af dem, der var på gaden i Kolkata, var socialrådgiveren Paramita Chowdhury, 46 år. Hun mener, at "nok er nok", siger hun til The Telegraph.
Annonce
- Hver gang jeg læser eller ser noget om RG Kar-episoden (hospitalet, hvor lægen blev fundet, red.), føler jeg mig såret, fortæller hun.
Politiet har ifølge nyhedsbureauet AFP tilbageholdt en mand, som arbejdede på hospitalet, og som hjalp folk med at navigere i de travle køer.
Men der har været kritik af håndteringen af sagen, og sagen er nu overgået til det indiske forbundspoliti (CBI) for at skabe "tillid i offentligheden".
Offerets forældre mistænker ifølge den indiske tv-station NDTV, at deres datter er blevet udsat for en gruppevoldtægt, og sagen har vækket minderne til live om en lignende sag fra 2012 i landets hovedstad, New Delhi.
Her blev en 23-årig studerende udsat for en gruppevoldtægt i en bus. Hun døde to uger senere af sine kvæstelser.
Sagen udløste store folkelige protester, og under pres blev der blandt andet indført hårdere straffe for voldtægtsforbrydere.
Flere andre sager er dog de senere år blevet beskrevet i internationale medier.
BBC har talt med Devalina Bose på 27 år, der er praktikant på det hospital, hvor den unge kvinde i sidste uge blev dræbt.
- Jeg er stadig traumatiseret af det, der skete med offeret. Jeg har svært ved at sove om natten, siger hun ved demonstrationen.
Her ses medicinstuderende, der protesterer. Flere steder i landet har læger stoppet visse typer af behandlinger i protest mod voldtægten og mordet. Foto: Niharika Kulkarni/Ritzau Scanpix
- Jeg bliver ved med at tænke på, hvordan jeg for bare tre uger siden tog en kort lur i et værelse kun få meter fra det sted, hvor voldtægten og mordet fandt sted, tilføjer hun.
Annonce
I sidste uge protesterede yngre læger over sagen, hvilket fik hospitaler i byer over hele landet til at indstille alt ikkeakut arbejde.
Premierminister Narendra Modi holdt torsdag morgen lokal tid en tale til nationen på 77 årsdagen for landets uafhængighed fra Storbritannien.
Her udtrykte han ifølge AFP "smerte" over vold mod kvinder - uden dog at henvise specifikt til mordet i Kolkata.
- Der er vrede over de grusomheder, der er begået mod vores mødre og søstre. Der er vrede i nationen over det, sagde han i New Delhi.
- Forbrydelser mod kvinder bør efterforskes hurtigt; uhyrlig adfærd mod kvinder bør straffes hårdt og hurtigt.
- Det er afgørende for at skabe afskrækkelse og tillid i samfundet, lød det.
Torsdag fejrede Indien landets uafhængighedsdag. Landets premierminister, Narendra Modi, udtrykte under en tale til nationen "smerte" over vold mod kvinder. Foto: Manish Swarup/Ritzau Scanpix
På gaden i Kolkata mener Paramita Chowdhury, at kilden til disse forbrydelser er autoriteterne. Hun var kommet for at sige fra over for dem.
- Bevægelsen må ikke miste momentum. Alle forbrydelser skal prøves i retten, siger hun til avisen The Telegraph.
/ritzau/
Voldtægt i Indien
* Der blev i Indien anmeldt tæt på 90 voldtægter om dagen i snit i 2022 ifølge tal fra det nationale kriminalregister (NCRB).
* Der bor 1,4 milliarder mennesker i Indien, som er verdens mest folkerige land.
* Der anslås at være et stort mørketal, da mange sager ikke anmeldes. Blandt andet på grund af frygt for repressalier.
* Flere voldtægter i landet har de senere år fået stor international opmærksomhed i medier verden over.
* I 2012 var det en 23-årige studerende, der blev udsat for en gruppevoldtægt i en bus og senere døde af kvæstelserne.
* I 2020 blev en 19-årig kvinde udsat for en gruppevoldtægt. Hun døde af sine kvæstelser.
Kilde: DW, Ritzau.
/ritzau/
Store menneskemængder marcherede under protesten gennem gaderne i Kolkata med levende lys. Foto: Dibyangshu Sarkar/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik