Pussy Riot anker kontroversiel fængselsdom
Foto: Stephanie Pilick /Scanpix
Stephanie Pilick /Scanpix
Dommene på to års fængsel til de tre dømte medlemmer af Pussy Riot er anket.
Mandag indgav kunstnerkollektivets forsvarsadvokater appellen til byretten i Moskva, oplyser en af advokaterne, Violetta Volkova.
- Alle papirerne er i orden. Spørgsmålet er, om vi bliver nødt til at indgive mere materiale senere, siger hun.
En anden af forsvarerne siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at anken først kommer nu, fordi det har taget lang tid at få den kontroversielle dom på skrift.
- Vi har først kunnet reagere i dag, efter at vi omsider har fået den skriftlige dom. Og den er flere steder meget svær at tolke, siger advokat Nikolaj Polosiv til russiske medier.
De tre dømte Pussy Riot-medlemmer - Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekaterina Samutsevitj - blev i forrige uge idømt hver to års fængsel for at have gennemført en politisk protestaktion i Moskvas katedral i februar.
Den politiske happening bestod i, at kvinderne afbrød gudstjenesten og iført kulørte elefanthuer gennemførte en såkaldt punkbøn, hvor de bad Jomfru Maria befri Rusland for den daværende præsidentkandidat - og nuværende præsident - Vladimir Putin.
Den dommer, der dømte de tre kvinder, mente, at de havde opført sig respektløst over for samfundet og kirken, og at de var skyldige i "hooliganisme motiveret af religiøst had".
Dommen blev mødt af fordømmelse fra USA og flere europæiske lande, der ser den som endnu et eksempel på, at ytringsfriheden er kommet under fornyet pres, efter Putin blev genindsat i præsidentembedet.
Det har imidlertid ikke fået de russiske myndigheder til at ryste på hånden.
Søndag meddelte russisk politi, at det har indledt jagten på to andre Pussy Riot-medlemmer, der er på fri fod.
Ifølge Pjotr Versilov, der er gift med den dømte Nadesjda Tolokonnikova, er de to eftersøgte medlemmer rejst ud af Rusland for at undgå at blive anholdt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned