Putin: Dialog om Ukraine skal tage hensyn til alle - også Rusland
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har givet interview til det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Her kommer han blandt andet ind på dialog om krigen i Ukraine. (Arkivfoto.). Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters
Præsident er åben for dialog om krigen i Ukraine, men der skal tages hensyn til alle parter - også Rusland.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, er åben overfor dialog om krigen i Ukraine, men forhandlinger skal tage hensyn til alle lande, der er en del af konflikten - herunder Rusland.
Det siger præsidenten i et interview med det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I samme interview lyder det fra Putin, at det russisk-kinesiske økonomiske samarbejde har stort potentiale.
Han understreger også, at Kina forstår "rødderne" til krisen i Ukraine og dens geopolitiske betydning.
I en tale i marts kom Putin også ind på mulige fredsforhandlinger i forbindelse med krigen i Ukraine.
Han sagde her, at Rusland bliver nødt til at tænke over, hvem landet kan snakke med om muligheden for fred i Ukraine.
Ifølge Reuters antydede han, at det ikke er en mulighed at tale om fredsforhandlinger med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Han nævnte dog i talen, at Frankrig kan spille en rolle, når det kommer til mulige fredsforhandlinger vedrørende den to år lange krig.
Vladimir Putin skal besøge Kina senere denne uge - nemlig torsdag den 16. og fredag den 17. maj.
Det har den russiske regering oplyst ifølge det russiske nyhedsbureau Tass. Udlandsbesøget bliver Putins første, efter at han blev indsat til sin femte præsidentperiode.
Torsdag ventes Putin at ankomme til Beijing på invitation fra Kinas præsident, Xi Jinping. Det oplyser det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge dpa.
Besøger finder sted, på et tidspunkt hvor kinesiske virksomheder har fået hård kritik fra især USA for at bidrage til russisk produktion, der kan anvendes under krigen i Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned