Putin flytter Ruslands "Mona Lisa" trods frygt for erosion af maleriet
Andrej Rublijovs berømte maleri "Treenigheden" står nu i en montre i Kristi Frelser-katedralen i Moskva og er under bevogtning. Foto: Stringer/Reuters
Putin har flyttet Ruslands mest berømte maleri til katedral i Moskva. Måske for at tækkes kirken i Ukraine-krigen. Men mesterværket risikerer at gå til grunde.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Kunsteksperter og kunstelskere i Rusland er oprørte, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ført en beslutning om at flytte et berømt maleri ud i livet.
Flytningen af "Treenigheden" - malet af Andrej Rublijov i det 15. århundrede - menes at være sket for at tækkes Ruslands ortodokse kirke.
Mesterværket står nu i en montre i Kristi Frelser-katedralen i Ruslands hovedstad, Moskva, hvor det blev afsløret ved en gudstjeneste søndag.
Flytningen er sket, selv om eksperter har advaret om, at det gamle maleri er meget skrøbeligt. Temperatursvingninger og ændringer i luftfugtighed kan hurtigt erodere det.
En af dem, der har advaret, er kunsthistorikeren Ksenija Korobejnikova. Hun har talt med Reuters og fortæller, at "Treenigheden" er lige så vigtig for Rusland, som Leonardo da Vincis "Mona Lisa" er for europæisk kultur.
Annonce
Maleriet forestiller tre engle, der viser sig for patriarken Abraham.
De sovjetiske myndigheder bragte i 1929 maleriet til Tretjakovskaja-galleriet, hvor det er blevet udstillet under særlige forhold for at beskytte det mod tidens tand.
Korobejnikova udtrykker som en række andre eksperter bekymring, nu da galleriets eksperter ikke har det i "intensiv behandling".
Hun siger også, at russiske ledere i århundreder har brugt ikoner i svære tider i håb om at sejre.
- Måske er det noget lignende her. Kirken har nu et helt nyt niveau af myndighed. Hvis kirken beder om noget, kan russiske ledere formentlig ikke afvise det, mener hun.
Hun er ikke ene om sådanne tanker.
- Stadig ingen sejr. Alt, hvad der er tilbage for Putin, er at bede Gud om hjælp, siger den russiske kommentator Georgij Bovt ifølge AFP.
Maleriet står nu i den katedral, der er et symbol på den ortodokse kirkes status i Rusland.
Den oprindelige katedral blev sprængt i luften af diktatoren Josef Stalin i 1930'erne, da det var kommunisme og ateisme, der styrede Sovjetunionen.
I 1991 kollapsede Sovjetunionen, og så blev katedralen genopbygget.
Annonce
Ved gudstjenesten søndag var det patriarken Kirill, lederen af den ortodokse kirke, der ledte ceremonien.
Han er på god fod med Putin. De har i øvrigt begge en fortid i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
Kirill, som er underlagt en række internationale sanktioner for sin støtte til krigen i Ukraine, mener, at en guddommelig kraft har bidraget til, at mesterværket er flyttet.
- Sådan noget sker ikke uden direkte hellig intervention, oplyste han ifølge AFP under gudstjenesten.
- På min anmodning traf Putin den historiske beslutning, sagde han om Putins dekret om at flytte "Treenigheden".
Kirill sagde videre, at det er sket på et symbolsk tidspunkt, hvor "vort fædreland - som I ved - står over for store fjendtlige styrker".
Ledelsen i Ruslands ortodokse kirke holdt en stor gudstjeneste, da det berømte maleri blev udstillet søndag i Kristi Frelser-katedralen i Moskva. Foto: Moscow Patriarchate Press Servic/Reuters
Han sagde desuden, at han selv og resten af kirkens ledelse har bedt til Gud om "at hjælpe vort fædreland".
- Vi vil også bede for vor ortodokse præsident, Vladimir Putin, lød det fra patriarken.
Regina Elsner er teolog og forsker på Center for Østeuropæiske og Internationale Studier i Berlin. Hun forsker i den ortodokse kirke i Rusland.
- Putin har en interesse i at holde kirken på sin side i krigen. At vise, at han respekterer kirken, siger hun til Reuters.
Annonce
- Han må vise, at krigen ikke er hans personlige militære aktiviteter, men at der er en højere, metafysisk mission i Rusland, og at han prøver at opfylde den.
Russisk propaganda har i stigende grad brugt kristne symboler som at kæmpe mod djævelen og antikrist for at prøve at vinde befolkningens støtte i en krig, der ser ud til at vare meget længere, end Kreml eller Vesten havde ventet.
/ritzau/
Alle vil have del i russisk mesterværk
* Andrej Rublijov, russer, maler og munk, født imellem 1360-1370 og død mellem 1427 og 1430. Malede "Treenigheden", der forestiller tre engle, som viser sig for Abraham. Det regnes for et mesterværk i russisk kunst.
* Malede det til Sergijs Treenigheds-kloster uden for Moskva. Efter revolutionen i 1917 kom kommunisterne til magten. I 1929 flyttede de "Treenigheden" til Tretjakovskaja-galleriet i Moskva. Her er det blevet bevaret af eksperter.
* I weekenden blev det efter ordre fra præsident Vladimir Putin flyttet til Kristi Frelser-katedralen i Moskva.
* Det udstilles i katedralen frem til den 18. juni. Galleriet venter, at det derefter leveres tilbage.
* Patriarken Kirill venter, at det forbliver i katedralen i et år. Derefter skal det til Sergijs Treenighedskloster, som er centrum for den ortodokse kirke.
* I juli 2022 blev værket udlånt til klostrets kirke i nogle dage. Galleriet sagde senere, at det fandt 61 negative ændringer i værket efter udlånet.
Kilder: Reuters, Tass og AP.
/ritzau/
Patriarken Kirill er leder af Ruslands ortodokse kirke. Det var også ham, der ledte gudstjenesten, hvor Roblijovs maleri blev udstillet. Foto: Stringer/Reuters
Der var lang kø uden for Kristi Frelser-katedralen for at komme ind og se "Treenigheden". Katedralen blev i 1930''erne sprængt i luften af Josef Stalin, men den blev genopbygget i 1990'erne efter Sovjetunionens kollaps. Foto: Stringer/Reuters
Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv.), og patriark Kirill fra Ruslands ortodokse kirke står hinanden nær. Billedet er fra den 23. maj. Foto: Sputnik/Reuters
Seneste artikler
Noah blev instrueret før kommunens besøg: - Jeg vidste godt, at jeg løj
15-årig dreng truet på livet
Pladsmangel på Sundskolen kan fortsætte i flere år end først antaget
Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap
Fartproblemet fortsætter: 152 blitzet på denne strækning
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Indsatsleder roser nabo efter brand: - En meget skarp handling