Putin forlanger undskyldning af Holland
Foto: Edgar Su /Scanpix
Edgar Su /Scanpix
Den diplomatiske krise mellem Rusland og Holland tager til.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, kræver under det østasiatiske topmøde på Bali tirsdag en undskyldning fra Holland, efter at en diplomat fra Ruslands ambassade i Haag i løbet af weekenden blev tilbageholdt og afhørt af hollandsk politi.
Det skriver AFP tirsdag.
- Det her er det største brud på Wienerkonventionen. Vi venter nu på en forklaring og en undskyldning. Og vi forventer også, at de ansvarlige bliver straffet, siger Putin til det russiske nyhedsbureau RIA Novosti ifølge AFP.
- Vores reaktion vil være afhængig af, hvordan den hollandske part handler.
Det russiske udenrigsministerium afleverede tirsdag en officiel protesterklæring til den hollandske ambassadør i Moskva.
Ifølge ministeriet stormede camouflage-uniformerede politimænd lejligheden til Dmitry Borodin, en ministerrådgiver på den russiske ambassade i Haag, og bankede ham foran hans børn. Politiet anklagede angiveligt diplomaten for at mishandle sine børn.
Dernæst blev Borodin lagt i håndjern og bragt til afhøring. Da han blev frigivet, modtog han hverken en forklaring eller en undskyldning.
Det hollandske udenrigsministerium fortæller til AFP, at selv om de har kendskab til sagen, vil de undersøge sagen grundigt, før man udtaler sig officielt.
Hollandsk politi nægter indtil videre at kommentere sagen.
Forholdet mellem de to lande var i forvejen anspændt, efter at Holland har rejst en voldgiftssag mod Rusland for at få frigivet 30 Greenpeace-aktivister og organisationens hollandsk indregistrerede skib Arctic Sunrise, der er beslaglagt af de russiske myndigheder.
Danske Anne Mie Roer Jensen er blandt de tiltalte Greenpeace-aktivister.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde