Putin indgår aftale om venskab og samarbejde med oprørsledere
Rusland præsident, Vladimir Putin, har i en tale mandag aften bekræftet, at Rusland anerkender udbryderrepublikker i det østlige Ukraine som uafhængige. Foto: Sputnik/Reuters
Sputnik/Reuters
Det er nødvendigt og på høje tid at anerkende Lugansk og Donetsk i Østukraine som uafhængige, mener Putin.
Mandag aften har Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke blot anerkendt udbryderrepublikkerne i det østlige Ukraine - Donetsk og Lugansk - som uafhængige.
Han har også underskrevet aftaler om venskab og samarbejde med oprørslederne i de to regioner. De to ledere er mødt op i Moskva, Ruslands hovedstad, for at underskrive aftalerne.
Aftalerne indebærer "venskab, samarbejde og gensidig støtte" mellem Rusland og udbryderrepublikkerne.
Rusland har mandag aften med øjeblikkelig virkning anerkendt Donetsk og Lugansk som uafhængige. Putin har underskrevet et dekret om beslutningen.
- Jeg mener, at det er nødvendigt og på høje tid at tage denne beslutning, siger Putin i en tale på stats-tv ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
I talen kalder han også situationen i det østlige Ukraine for "kritisk".
Putins seneste træk i konflikten med Ukraine møder fordømmelse fra vestlige stormagter. EU og USA varsler sanktioner. Og Nato mener, at Rusland anerkender udbryderrepublikkerne for at skabe påskud for en invasion af Ukraine.
Det russiske skridt kan bane vejen for, at russerne kan sende militære styrker til begge regioner.
For når Rusland har anerkendt dem som uafhængige, så kan landet bruge argumentet om, at det griber ind for at hjælpe med at beskytte en allieret mod Ukraine.
Et ekstra tvist til historien er, at Rusland anerkender hele de to regioner som uafhængige og ikke blot de dele af regionerne, som de pro-russiske separatister styrer. De områder, som russerne anerkender, er altså større, end dem separatisterne reelt har kontrol over.
Rusland har siden 2014 støttet separatisterne i områderne. De erklærede sig uafhængige, efter at Ukraine i 2014 begyndte at rykke sig nærmere EU.
Anerkendelsen af de to regioner som uafhængige er den seneste udvikling i den tilspidsede situation mellem Ukraine og Rusland.
Rusland har over flere måneder optrappet militært ved grænserne til Ukraine. Frygten i Vesten er, at Rusland gør klar til en invasion af landet.
Anerkendelsen af regionerne puster yderligere til den frygt.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker