Putin: Jeg gik med til udveksling af Navalnyj før hans død
- Hvad angår hr. Navalnyj. Ja, han gik bort. Det er en tragisk begivenhed, siger Putin ifølge nyhedsbureauet AFP under tale. Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
For første gang i flere år nævner Putin offentligt Navalnyj ved navn og taler samtidig om fangeudveksling.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, var gået med til en fangeudveksling, som involverede oppositionslederen Aleksej Navalnyj, inden Navalnyj døde i februar.
Det siger Putin søndag under en tale, hvor han har erklæret sin sejr ved det tre dage lange russiske præsidentvalg.
Han siger samtidig, at hovedbetingelsen for en udveksling var, at Navalnyj ikke ville vende tilbage til Rusland.
Det er første gang i flere år, at Putin siger Navalnyjs navn højt i offentligheden.
- Hvad angår hr. Navalnyj. Ja, han gik bort. Det er en tragisk begivenhed, siger Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Et par dage før hr. Navalnyj døde, fortalte nogle kolleger mig, at der var en idé om at udveksle hr. Navalnyj for nogle folk, som er i fængsel i vestlige lande.
Den idé gik Putin ifølge eget udsagn med til.
16. februar faldt oppositionspolitikeren Navalnyj om i en straffelejr i Sibirien, hvor han var i færd med at afsone domme på mere end 30 års fængsel i alt.
Navalnyj, der tidligere er blevet kaldt "Putins værste fjende", blev 47 år.
Navalnyjs støtter beskylder Putin for at stå bag hans død. Det har den russiske regering afvist.
En talskvinde for Navalnyj har tidligere udtalt, at den afdøde oppositionspolitiker blev dræbt, fordi han stod til at blive udvekslet.
Talskvinden Maria Pevtjikh sagde, at der blev ført forhandlinger om, at Navalnyj skulle frigives sammen med to amerikanske fanger.
Til gengæld skulle den russisk efterretningsagent Vadim Krasikov, som er fængslet på livstid i et tysk fængsel, frigives.
Pevtjikh nævnte ikke, hvilke to amerikanere der skulle have været en del af de påståede forhandlinger. Men det var muligvis journalisten Evan Gershkovich fra Wall Street Journal og Paul Whelan, en tidligere amerikansk marineinfanterist.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned