Putin kræver reportere løsladt i fangeudveksling med Ukraine
Russiske journalister, som blev anholdt i Ukraine i maj, skal udleveres straks, siger Ruslands præsident.
En udveksling af krigsfanger kan være på vej mellem Rusland og Ukraine, efter at de to landes præsidenter har drøftet emnet i en telefonsamtale lørdag.
- Der blev lagt høj vægt på det humanitære spørgsmål - herunder udvekslingen af fanger, meddeler præsident Vladimir Putins pressekontor i Moskva om samtalen med den ukrainske præsident, Petro Porosjenko.
Putin er optaget af, at Ukraine skal udlevere flere russiske journalister, som blev pågrebet i sidste måned. Det skal ifølge præsidenten ske omgående.
- Vladimir Putin understreger nødvendigheden af, at russiske journalister, som er anholdt i Ukraine, udleveres, skriver Kreml.
Der er ifølge Putins kontor indgået en aftale mellem landene.
Ukraines præsident tog ifølge det russiske nyhedsbureau Tass initiativ til samtalen.
Tass skriver, at de ukrainske sikkerhedsstyrker i midten af maj udførte en aktion rettet mod nyhedsbureauet RIA Novostis medarbejdere, som blev anklaget for forræderi.
Blandt andre en chefredaktør blev anholdt. Også flere journalister blev pågrebet.
Den aktuelle konflikt mellem den tidligere sovjetrepublik Ukraine og Rusland har stået på siden 2014. Den udviklede sig i kølvandet på en revolution i Ukraine, da landets prorussiske præsident flygtede til Rusland.
I den kaotiske eftertid rykkede russiske styrker ind i Ukraine, og Rusland annekterede halvøen Krim. Der er fortsat kampe mellem Ukraines militær og prorussiske styrker i det østlige Ukraine.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker