Putin lover halv million kroner til familier til faldne soldater
Ruslands Nationalgarde, der står lige under præsident Vladimir Purin, er også i Ukraine. Billedet af Putin er fra den 3. juni, da han gav et interview til russisk tv. Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix
Familier til faldne soldater i Ukraine fra Ruslands Nationalgarde får en halv million kroner, siger Putin.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, lover i et dekret at betale fem millioner rubler til familier til medlemmer af Ruslands Nationalgarde, der falder på slagmarken i Ukraine eller Syrien.
Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Beløbet svarer til 81.500 dollar eller 570.000 kroner.
Reuters noterer, at dekretet fra Putin også er en officiel erkendelse af, at Ruslands Nationalgarde, kendt som Rosgvardia, er indsat i krigen i Ukraine.
Eller i den "specielle operation", som Rusland kalder den.
Nationalgarden står direkte under præsident Putin.
Den blev oprettet i 2016 for at bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet.
I Rusland er den blandt andet også blevet brugt til at slå ned på fredelige, regeringsfjendtlige demonstrationer.
Vestlige analytikere har tolket indsættelsen af styrken i Ukraine tidligt i krigen som et tegn på, at Rusland regnede med, at de ukrainske storbyer hurtigt ville komme under russisk kontrol.
Så skulle nationalgarden sættes ind for at opretholde ro og orden og sikre kontrollen.
Sådan er det imidlertid ikke gået. Rusland har ikke erobret den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Desuden er russerne trængt ud af Ukraines næststørste by, Kharkiv.
I øjeblikket er der svære kampe i Donbas-regionen i det østlige Ukraine.
Putin har tidligere sagt, at der udbetales kompensation til familier til soldater, der mister livet eller bliver såret på slagmarken.
Det er ikke klart, hvor mange dræbte russiske soldater krigen har kostet.
Rusland har ikke opdateret tabstallet siden den 25. marts på russisk side. Da lød det på 1351 dræbte og 3825 sårede.
Ukraines regering og vestlige eksperter mener, at de nuværende tal er mange gange højere.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned