Putin lover Hviderusland missiler til atomvåben
Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv), og Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, under deres møde i Sankt Petersborg. Foto: Sputnik/Reuters
Vesten er "aggressiv", så nu vil Putin hjælpe Hviderusland med missiler, som kan bære atomsprængladninger.
Hviderusland er bekymret over sine stadig mere aggressive nabolande fra Nato Polen og Litauen.
Det siger Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.
Russisk tv har lørdag bragt indslag fra et møde mellem Lukasjenko og den russiske præsident, Vladimir Putin, i Sankt Petersborg, Putins fødeby.
Og det var her, Lukasjenko udtrykte sin bekymring over den "aggressive", "konfrontationssøgende" og "frastødende" politik fra Polen og Litauen.
Så Lukasjenko bad Putin om hjælp.
En hjælp som kan sætte Hviderusland i stand til at svare "symmetrisk" igen på det, som ifølge Lukasjenko er Natos flyvninger med maskiner, der bærer atomvåben nær grænsen til Hviderusland.
- Minsk (Hvideruslands hovedstad, red.) må være klar til alt, selv brug af alvorlige våben for at forsvare vort fædreland fra Brest til Vladivostok, sagde Lukasjenko.
Brest ligger ved Hvideruslands grænse til Polen, mens Vladivostok er russisk og ligger ved Stillehavet.
Lukasjenko talte ikke for døve øren.
Putin sagde, at han ikke for nuværende ser nogen grund til et "symmetrisk" svar. Men Hvideruslands russisk-fremstillede Su-25 jagerfly kan blive opgraderet på russiske fabrikker.
Og så lovede han Lukasjenko, at Rusland vil sende Iskander-M missilsystemer til Hviderusland.
Det er et system, der kan sende missiler mod mål op til 500 kilometer væk. De kan udstyres med atomsprænghoveder.
Natos kodenavn for missilerne er "SS-26 Stone".
Spændingerne mellem Rusland og Vesten er taget til efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar.
Rusland har blandt andet begrundet angrebet med, at Nato efter russisk opfattelse havde planer om at optage Ukraine i alliancen.
Det vil være en trussel mod Rusland, lyder det fra Moskva.
Ruslands angreb har udløst en byge af vestlige sanktioner, ligesom vestlige lande sender våben til Ukraine for at hjælpe i krigen mod Rusland.
Desuden har det fået de to neutrale lande Sverige og Finland til at søge om at blive medlemmer af Nato.
Finland har en 1340 kilometer lang grænse med Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde