Putin-modstander vil kæmpe for at undgå udelukkelse fra russisk valg

Ifølge valgkommission er der fejl på 15 procent af de underskrifter, som Boris Nadezjdin har afleveret. Det er en høj nok fejlmargin til, at han kan blive udelukket fra at deltage ved præsidentvalget til marts. (Arkivfoto). Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

Onsdag ventes valgkommission i Rusland at afgøre, om krigsmodstanderen Boris Nadezjdin må stille op ved præsidentvalget til marts. Det ser sort ud for ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

Boris Nadezjdin begynder at kunne se skriften på væggen.

Hans kandidatur ved det russiske præsidentvalg i marts, hvor han ønsker at udfordre Vladimir Putin, hænger i en tynd tråd.

Mange havde i forvejen ikke spået ham store chancer for at få lov til at stille op mod Putin, der er kendt for at slå hårdt ned på modstandere.

Andre har bemærket, at kandidaturet i øvrigt er ligegyldigt, eftersom Nadezjdin reelt ikke har en chance for at vinde.

Men han havde alligevel et håb. I slutningen af januar kunne han stolt proklamere, at hans kampagne havde indsamlet mere end de 100.000 underskrifter, der kræves for at stille op ved valget.

Det var sket under stor opmærksomhed, hvor borgere stod i lange køer for at skrive under på støtten til Nadezjdin, som særligt har bemærket sig ved at være udtalt kritiker af krigen i Ukraine.

Underskrifterne afleverede han onsdag i sidste uge.

Allerede fredag kom der skår i glæden. Den russiske valgkommission kunne meddele, at der var fundet "fejl" i underskrifterne.

Valgkommission har en historik med at forhindre oppositionskandidater i at stille op med henvisning til fejl og mangler.

Kommissionen hævder i Nadezjdins tilfælde blandt andet, at der er underskrifter fra borgere, som er døde.

- Når vi ser dusinvis af folk, som ikke længere er i live, der har skrevet under, så opstår der spørgsmål om de etiske standarder bag indsamlingen, sagde Nikolaj Bulajev fra valgkommissionen fredag.

Nadezjdin svarede straks, at alle, der har skrevet under, skam er i live.

Mandag uddybede han på beskedtjenesten Telegram, hvor svært det ser ud.

Den indledende granskning af underskrifter drejer sig om 60.000 af de i alt cirka 105.000, som Nadezjdin har afleveret.

Boris Nadezjdin og hans kampagne afleverede i sidste uge stakkevis af kasser fyldt med underskrifter til støtte for hans kandidatur. Ifølge Nadezjdin afleverede man mere end de 100.000 underskrifter, som kræves for at stille op ved præsidentvalget i Rusland til marts. (Arkivfoto). Foto: Vera Savina/Ritzau Scanpix

Ifølge Nadezjdin har kommissionen smidt mere end 15 procent af dem ud på grund af fejl. Det er samtidig et tal, som er tre gange så højt som den tilladte fejlmargin.

Dermed er det også nok til, at kommissionen kan udelukke Nadezjdin fra at stille op.

Derfor går Nadezjdin og hans kampagne nu i krig med at udfordre de hidtidige afgørelser fra valgkommissionen.

Opgaven er klar: De skal bevise, at 4500 ud af de 9209 underskrifter, der hidtil er blevet underkendt, er valide.

I så fald kan han stadig stille op, skriver avisen Moscow Times.

Valgkommissionen ventes at komme med sin endelige afgørelse om Nadezjdins kandidatur onsdag. Derfor venter nu "søvnløse nætter forude" for krigsmodstanderen og hans kampagnestab.

Nadezjdin varsler, at han vil gå til højesteret, hvis valgkommissionen forhindrer ham i at udfordre Putin.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har sikker kurs mod at genvinde præsidentvalget i Rusland. Det vil i givet fald sikre ham seks år mere på posten. Han har været i spidsen for Rusland i mere end to årtier. (Arkivfoto). Foto: Alexander Kazakov/Ritzau Scanpix

- Hele verden så, at vi indsamlede underskrifterne på ærlig vis, lyder det fra Nadezjdins kampagne.

Støtten til ham er steget over de seneste måneder. Fremtrædende Putin-kritikere, herunder den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, bakker op om Nadezjdin.

I befolkningen har modstandere af Putin set støtten til Nadezjdin i form af underskrifter som en måde at ytre modstand uden at risikere straf.

Putin har været ved magten i Rusland i over to årtier og har sikker kurs mod seks år mere, når der er valg i midten af marts.

/ritzau/

Fakta om Boris Nadezjdin

* 60-årige Boris Nadezjdin beskriver sig selv som "fysiker, entreprenør, advokat og politiker". Han ønsker at gøre op med præsident Vladimir Putins autoritære styre og stoppe krigen mod Ukraine.

* Nadezjdin begyndte sin politiske karriere i 1990'erne som lokalpolitiker i Moskva. I 1999 blev han valgt til Dumaen, det russiske parlament, og det næste årti arbejdede han som rådgiver for oppositionsleder Boris Nemtsov. Senere rykkede han i nogle år politisk nærmere Putins styre, men har siden taget afstand fra præsidentens politikker.

* Nadezjdin er medlem af partiet Borgerinitiativ. Han går til valg på at stoppe krigen i Ukraine, som han blandt andet har kaldt for en "fatal fejltagelse". Han er kommet med udtalelser, som i lignende tilfælde har ført til fængselsstraffe.

* Putin-kritikere såsom oppositionspolitikerne Aleksej Navalnyj og Jekaterina Duntsova, der selv er udelukket fra at stille op, støtter Nadezjdins kandidatur.

Kilder: AFP og The Moscow Times.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu