Ruslands premierminister, Vladimir Putin, ringede torsdag til Kirgistans selvudråbte leder, Rosa Otunbajeva, efter blodige optøjer, der har drevet regeringen på flugt.
Det bekræfter Putins talsmand.
Otunbajeva fortalte Putin, at hun har fuld kontrol med det centralasiatiske land, siger talsmanden.
Under samtalen lovede Putin hjælp til Kirgistan.
Putins telefonsamtale med Otunbajeva synes at bekræfte, at præsident Kurmanbek Bakijevs tid er fordi. Han flygtede i løbet af natten til det sydlige Kirgistan, hvor hans mest trofaste støtter holder til.
- I kan kalde dette en revolution. I kan kalde det en folkelig revolte. Uanset så er det vores måde at sige, at vi ønsker retfærdighed og demokrati, siger Otunbajeva. Hun lover, at der skal afholdes valg inden et halvt år.
Uroen har de seneste dage bredt sig til store dele af den tidligere sovjetrepublik, og onsdag stormede tusindvis af demonstranter i hovedstaden Bisjkek parlamentet og tv-bygningen. De blev beskudt af politi og soldater, som imidlertid stod magtesløse over for det store antal vrede demonstranter.
Det samlede dødstal var torsdag morgen oppe på 68 personer, mens 527 er blevet såret under de voldsomme uroligheder. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der bor 5,3 millioner mennesker i Kirgistan, og en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen.
Oppositionens leder, den 59-årige Rosa Otunbajeva, blev i december 2007 valgt ind i Kirgistans parlament for landets socialdemokratiske parti. Siden oktober sidste år har hun været leder af den socialdemokratiske gruppe i parlamentet.
Oppositionen beskylder præsident Kurmanbek Bakijev for brud på menneskerettighederne, en autoritær styreform, korruption og økonomisk ineffektivitet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned