Putin: Sagerne mod Trump viser USA's råddenskab
Putin taler under et økonomisk møde i Vladivostok i det østlige Rusland. Foto: Mikhail Metzel/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident og Trump har samme syn på sager mod USA's ekspræsident. De er forfølgelse, hævder de.
Straffesagerne mod den tidligere amerikanske præsident Donald Trump er "politisk motiveret forfølgelse".
Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag ved Det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok.
Den russiske regering har også tidligere forsvaret Trump, der blandt andet står tiltalt for forsøg på at manipulere valgresultatet i 2020 i USA.
Putin mener, at Trump bliver behandlet uretfærdigt. Men han ser også fordele for Rusland i sagerne.
- Hvad angår forfølgelsen af Trump, er det godt for os under de nuværende omstændigheder, da det viser det amerikanske systems råddenskab, siger Putin.
- Det er politisk motiveret forfølgelse af ens modstander.
Putin, som tidligere var agent for den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB, siger:
- Og dette viser, hvem vi kæmper imod. Som de sagde i sovjettiden: Den amerikanske kapitalismes bestialske ansigt.
Forholdet mellem den russiske og amerikanske regering har under Putin været særdeles anstrengt. Og det er blevet endnu dårligere siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Putin forventer ikke nogen ændringer i den amerikanske politik over for Rusland, "uanset hvem der bliver valgt som præsident" næste år.
Han beskylder den amerikanske regering for at tilskynde antirussiske holdninger blandt almindelige amerikanere.
- De nuværende myndigheder står i spidsen for det amerikanske samfund i en antirussisk ånd, siger Putin.
- Nu har de gjort det, og det vil være meget svært at styre skibet i en anden retning.
Trump er tiltalt i fire sager. De handler om forsøg på valgindblanding, håndtering af klassificerede dokumenter samt bogføring af en betaling til pornoskuespilleren Stormy Daniels.
Trump selv har samme vurdering af sagerne som Putin. Han afviser anklagerne og kalder dem en politisk sammensværgelse, der skal hindre, at han igen bliver valgt som USA's præsident.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker