Putin skyder samarbejde med Kina om kunstig intelligens i gang
Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil i det nye år give russisk AI-udvikling et ordenligt skub. Det skal ske med et tættere samarbejde med Kina. Billedet er fra præsidentens nytårstale til nationen den 31. december. Foto: Kremlin.ru/Reuters
Sanktionerne mod Rusland hindrer russiske virksomheder i at få fat på særlige chips til kunstig intelligens. Nu begynder Rusland at udvikle teknologi med Kina.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Rusland og Kina indleder 2025 med at iværksætte et nyt samarbejde, som skal fremme udviklingen af kunstig intelligens (AI) i Rusland.
Vladimir Putin, den russiske præsident, har meddelt, at han nu har givet sin regering og Ruslands største bank, Sberbank, besked på at udvikle samarbejdet med Kina.
Kina er blandt de lande, som er længst fremme med AI.
Sberbank er spydspidsen i Ruslands arbejde inden for AI.
Putin siger ifølge Reuters, at banken og regeringen skal "sikre yderligere samarbejde med Folkets Republik Kina om teknologisk forskning og udvikling inden for kunstig intelligens".
Annonce
Rusland har tilsyneladende problemer med at følge med de lande, der er ledende i brug og udvikling af AI.
De tæller foruden Kina blandt andet USA, Singapore, Frankrig og Storbritannien.
Tilbage i 2023 sagde German Gref, tidligere russisk økonomiminister og nu topchef i Sberbank, at Rusland har problemer med at finde alternativer til de særlige GPU-microchips, som skal bruges inden for AI.
Reuters skriver, at vestlige sanktioner giver problemer for Ruslands IT-industri.
Sanktionerne skal hindre Rusland i at få teknologi, som russerne kan bruge i deres krig mod Ukraine.
Verdens førende producenter af mikrochips har standset eksport til Rusland, og det har ramt udviklingen af AI i Rusland hårdt.
Putin søger nu andre løsninger. Under krigen har Putin fået et tættere forhold til Kina og den kinesiske præsident, Xi Jinping, som Putin kalder "min ven".
I december blev der holdt en konference i Ruslands hovedstad, Moskva, om AI. Her varslede Putin også, at Rusland vil samarbejde med andre lande for at udfordre USA's dominans på området.
Putin talte om samarbejde med landene inden for BRIKS-samarbejdet, der blandt andet tæller Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika.
Han talte om et nyt samarbejde, AI Alliance Netværk. Han forsøgte at gøre Rusland til et trækplaster for AI-eksperter.
Annonce
- Rusland må deltage på lige fod i det globale kapløb om at skabe stærk AI. Det er netop avancerede løsninger, som russiske videnskabsfolk i øjeblikket arbejder på, sagde han ifølge The Independent på konferencen.
- Vi inviterer videnskabsfolk fra hele verden til at slutte sig til vort samarbejde.
Sberbank sagde ifølge avisen under konferencen, at BRIKS-landene har tilsluttet sig AI-alliancen.
Det samme har en række lande uden for BRIKS.
Et formål med alliancen er at etablere fælles forskning om teknologi og at indføre fælles regulering af AI.
Desuden skal samarbejdet åbne for, at alliancens lande kan sælge AI-produkter til hinanden.
German Gref (tv.), topchef i den russiske storbank Sberbank, er en af bannerførerne, når det gælder udvikling af AI i Rusland. Her ses han med præsident Vladimir Putin under en AI-konference i Moskva den 11. december. Foto: Valery Sharifulin/Reuters
/ritzau/
Førende lande med kunstig intelligens
* Tortoise Medias Global AI Index følger fra sin base i Storbritannien den globale udvikling inden for kunstig intelligens. Den udarbejder en liste over verdens førende lande, når det gælder implementering af AI.
* Den seneste opdatering er fra den 19. september 2024. Da så top-10-listen sådan ud.
1. USA
2. Kina
3. Singapore
4. Storbritannien
5. Frankrig
6. Sydkorea
7. Tyskland
8. Canada
9. Israel
10. Indien
* Danmark lå nummer 22
* Rusland lå nummer 31
* Indekset indeholder 83 lande. Bundproppen er Etiopien.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker