Putin strammer grebet og slår hårdere ned på kritikere

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj har været fængslet, siden han i 2021 vendte tilbage til sit hjemland. Han er indstillet på, at han forbliver fængslet, så længe Putin er præsident, siger seniorforsker. (Arkivfoto). Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

Domme mod regeringskritiske røster viser ifølge seniorforsker, at der er kommet en ny, skærpet tilstand i Rusland med større kontrol og mere undertrykkelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu et søm i kisten.

Det er efter alt at dømme, hvad der venter for den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj fredag.

En domstol i Moskva, Rusland, ventes at afsige dom i en sag, hvor Navalnyj er anklaget for ekstremisme og risikerer at få lagt 20 års fængsel oven i de ni år, som han i forvejen er i gang med at afsone.

Men dommen vil nok ikke ændre særligt meget for Navalnyj.

Det forklarer Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker med fokus på Rusland ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Det er jo meget dramatisk og meget problematisk. Det vestlige samfund protesterer selvfølgelig og så videre med god grund. Men det betyder egentlig ikke det store.

- For han har allerede indstillet sig på, at han ikke vil blive løsladt fra fængslet, så længe Vladimir Putin er præsident, siger han.

Aleksej Navalnyj har fra sin celle ufortrødent fortsat sin kritik af Putin via sociale medier. Han afsoner en dom i et topsikret fængsel 250 kilometer øst for Moskva. (Arkivfoto). Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Den ventede dom er til gengæld snarere et billede på en ny, skærpet tilstand i Rusland.

For den kommer i forlængelse af flere andre hårde domme mod regeringskritiske stemmer.

Mandag opretholdt en domstol i Moskva en dom på 25 års fængsel til Vladimir Kara-Murza, en af de mest højtråbende kritikere af Putin.

Det og andre sager signaler ifølge seniorforskeren et skifte i Rusland i retning af endnu større kontrol og mere undertrykkelse.

På grund af krigen mod Ukraine har Putin behov for "at stramme over det hele, simpelthen fordi det ikke går, som man ønsker".

Det handler om at holde oppositionen og utilfredse røster nede, og det sender den ventede dom mod Navalnyj endnu et signal om.

- Der er ikke nogen speciel grund til, at de skulle lægge den her dom oven i på nuværende tidspunkt, andet end at styret ønsker at signalere, at der er kommet en ny tilstand i Rusland.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har på grund af krigen i Ukraine brug for at "stramme over det hele", fordi det ikke går som ønsket, siger Flemming Splidsboel Hansen. (Arkivfoto). Foto: Alexander Kazakov/Ritzau Scanpix

- Det var vanskeligt at være i opposition før. Nu er det endnu mere vanskeligt. Ifølge styret er der indre fjender i Rusland, som man er nødt til at bekæmpe hårdt, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Navalnyj er en udtalt Putin-kritiker og har fra sin celle ytret sig stærkt kritisk om krigen via sociale medier. Det gjorde han også, da han var i retten i forbindelse med den verserende sag mod ham.

- Rusland flyder i en pøl af enten mudder eller blod med brækkede knogler, med en fattig og udplyndret befolkning.

- Rundt omkring den ligger titusindvis af mennesker, som er blevet dræbt i den dummeste og mest meningsløse krig i det 21. århundrede, sagde han.

Han fortsætter ufortrødent sin kritik af styret og Putin, selv om han er i et topsikret fængsel 250 kilometer øst fra Moskva, hvor han afsoner sin dom på ni års fængsel.

Det kan 47-årige Navalnyj lige så godt. For han ved, at han forbliver fængslet, så længe styret og Putin ønsker det.

Det har han vidst, siden han blev fængslet i 2021, hvor han vendte tilbage til sit hjemland. Derfor ryster det næppe Navalnyj i hans grundvold, hvis han som ventet får en dom på yderligere 20 års fængsel.

- Men selvfølgelig er det et slag. Det er en mavepuster for Navalnyj og en mavepuster for hele oppositionen. Men det er jo nogenlunde, hvad vi har regnet med. At han ikke kommer ud, siger Flemming Splidsboel Hansen.

/ritzau/

Navalnyj og sagerne mod ham

* 47-årige Aleksej Navalnyj er stærkt kritisk over for den russiske præsident, Vladimir Putin, og det russiske styre. Han betragtes som Putins mest seriøse udfordrer.

* Han står bag videoer, der angiveligt viser korruption i den russiske elite, og har mobiliseret enorme protester imod styret.

* Navalnyj har siddet i fængsel, siden han i januar 2021 vendte tilbage til sit hjemland efter at have været indlagt på et hospital i Tyskland på grund af en livstruende forgiftning. En forgiftning, som han beskylder Putins styre for at stå bag i et forsøg på at dræbe ham.

* Han er ved at afsone en dom for bedrageri på ni års fængsel. Han er tidligere blevet idømt to og et halvt års fængsel for brud på reglerne for prøveløsladelse.

* Fredag ventes dom i en sag, hvor Navalnyj er tiltalt for "ekstremisme". Det er en anklage, som mange kritikere af Putin er blevet dømt for i de seneste år. Statsanklagere kræver ham idømt yderligere 20 års fængsel.

* Navalnyj og hans støtter betragter alle anklager mod ham som rent politisk motiverede.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu