Putin taler varmt om sine spioner

De 10 russiske spioner, der blev deporteret fra USA tidligere på måneden, får det godt i Rusland.

Det siger Ruslands premierminister, Vladimir Putin, der har haft et møde dem. Han lover dem en lys fremtid i Rusland.

- Jeg tvivler ikke på, at de vil få interessante og lyse tilværelser, sagde Putin lørdag under et besøg i Ukraine.

De 10 personer erklærede sig i USA skyldige i at være russiske spioner, der levede i USA. De blev sendt til Rusland, der til gengæld sendte fire personer, der var fængslet i Rusland på mistanker om kontakter med vestlige efterretningstjenester, til USA.

Putin, som i sovjettiden var KGB-agent i Vesttyskland, sagde ikke noget om, hvornår han mødtes med de udvekslede spioner. Men han sagde, at de under mødet havde sunget gamle sovjetsange, og at han havde fortalt dem, at han beundrer det, de har gjort.

- De havde alle et hårdt liv. For det første skal man mestre et andet sprog som sit eget. Tænke og tale det og så gøre, hvad man har fået besked på for at tjene sit fædrelands interesser i mange år uden at have diplomatisk immunitet, sagde premierministeren, der tilføjede, at personer, der forråder sine egne, ender med at betale dyrt.

Men han ville ikke sige noget om, hvorvidt Rusland har planer om nogen form for hævn.

- Dette her opstod på grund af forræderi. Det er ikke rigtigt at spørge om hævn. De særlige tjenester lever under deres egne love, og alle ved, hvad disse love er, sagde han.

/ritzau/Reuters

Ruslands premierminister Putin har mødtes med russiske spioner, der blev deporteret fra USA for nylig. Putin lover dem en lys fremtid i Rusland.

Offentliggjort Sidst opdateret