Putin undsiger Assad: Vi ønsker ikke kaos i Syrien
Foto: John Thys /Scanpix
John Thys /Scanpix
Rusland er ikke interesseret i, at situationen i det borgerkrigshærgede Syrien bliver yderligere forværret, fastslår præsident Vladimir Putin.
- Vi vil prøve at tilstræbe offentlig orden i Syrien og ser frem til, at der kommer et demokratisk styre i Syrien, fordi landet ligger tæt på vores grænser, siger Putin på en pressekonference i Bruxelles efter fredagens EU-Rusland-topmøde.
Rusland opfattes som en af den syriske præsident, Bashar al-Assads, vigtigste støtter, men præsidenten afholder sig for anden dag i træk fra direkte at bakke op om Assad.
- Vi er ikke fortalere for regeringen i Syrien, siger Putin, som dog nok engang presser på for, at alle parter i konflikten og alle syriske borgere skal inddrages i en forhandlingsløsning.
Moskva har hidtil forhindret, at FN's Sikkerhedsråd taler med én stemme, hvad angår konflikten i Syrien, som på 21 måneder skønnes at have kostet over 44.000 mennesker livet.
- Vi ønsker ikke kaos i dette land. Alle er interesseret i at stoppe volden og blodsudgydelserne, lyder det fra Putin i Bruxelles.
Alene fredag skal 60 personer være blevet dræbt i kampe og bombeangreb i Syrien, hvor de fleste ifølge oprørskilder skal være omkommet i Hama-provinsen og Damaskus-området.
Torsdag sagde Putin i Moskva, at der er brug for et magtskifte i Damaskus. Men Rusland vil ikke direkte bede Assad om at træde tilbage, lyder det fra den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
- Vi beskæftiger os ikke med et regeringsskifte, siger Lavrov fredag ifølge nyhedsbureauet dpa til den engelsksprogede tv-station Russia Today.
De skiftende russiske udmeldinger har fredag fået den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, til at udtrykke håb om et muligt kursskifte i Moskva.
- Jeg holder det velkommen, at Rusland forsigtigt, men alligevel skridt for skridt også har indledt en proces med nytænkning, siger han ifølge dpa til tysk morgen-tv.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde