Ruslands premierminister, Vladimir Putin, betænkte sig lørdag ikke længe på at sige ja til præsident Dmitrij Medvedevs forslag om, at han skal være regeringspartiet Det Forenede Ruslands præsidentkandidat til valget i 2012.
Det skete på Det Forenede Ruslands partikongres.
- Jeg tror, det vil være rigtigt for kongressen at støtte partiformand Vladimir Putins kandidatur til posten som landets præsident, sagde Medvedev akkompagneret af jubelråb fra kongresdeltagerne.
Vladimir Putin kvitterede for den nuværende præsidents forslag ved at meddele partikongressen, at hans ønske efter præsidentvalget så var, at Medvedev var hans premierminister.
- For mig er det her en stor ære, tilføjede han.
Regeringspartiets delegerede støttede med overvældende flertal partilisten til valget 4. december. Medvedev har indvilliget i at være spidskandidat, fordi Putin skal overtage hans post som præsident efter valget i marts.
Medvedevs forslag om Putin som partiets som præsidentkandidat og den nuværende premierministers hurtige accept afsluttede flere måneders usikkerhed om, hvem af de to, der ville stille op til posten som Ruslands øverste leder.
I et nøje koreograferet jobbytte sagde Medvedev, at han var parat til at lede en russisk regering med Putin som præsident.
Det Forenede Rusland er af dets modstandere hyppigt blevet kritiseret for at påtage sig en rolle i det russiske samfund, der i stigende grad minder om kommunistpartiets i sovjettiden.
Uanset kritikken er der dog næppe noget, der kan forhindre Putin i på ny at blive Ruslands præsident.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker