Putin vil sende kondolencebrev til Gorbatjovs familie
Den russiske præsident, Vladimir Putin, og den nu afdøde tidligere leder af Sovjetunionen Mikhail Gorbatjov. De to har ikke altid haft et gnidningsfrit forhold, skriver Reuters. Foto: Christian Charisius/Reuters
Både den russiske præsident Putin og formand for EU-Kommissionen Von der Leyen reagerer på Gorbatjovs død.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, udtrykker sine dybeste kondolencer ovenpå den tidligere leder af Sovjetunionen Mikhail Gorbatjovs død.
Det oplyser en talsmand for den russiske regering til det russiske nyhedsbureau Interfax, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- I morgen tidlig vil han (Putin, red.) sende et kondolencebrev til hans (Gorbatjovs, red.) familie og venner, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.
Gorbatjov, der døde tirsdag aften efter lang tids sygdom, var den sidste leder af det, der var kendt som kommunistblokken. Han var kendt for at presse på for et mere åbent og frit Sovjetunionen.
Gorbatjov blev ved med at blande sig i den offentlige debat efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Han har med jævne mellemrum kaldt på, at USA og Rusland bør forbedre deres forhold, siden spændingerne de seneste år er steget. Først i kølvandet på Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, siden intensiveret efter Ruslands invasion af Ukraine tidligere i år.
Derfor har Gorbatjovs forhold til Putin heller ikke været gnidningsfrit, skriver Reuters.
Også den vestlige verden reagerer på tabet.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, kalder Gorbatjov "en sjældent set leder".
Ifølge Biden havde Gorbatjov både fantasien til at se, at en anden fremtid var en mulighed, og modet til at risikere hele sin karriere for at opnå det.
- Resultatet var en mere tryg verden og større frihed for millioner af mennesker, skriver Biden i en udtalelse på Det Hvide Hus' hjemmesiden.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, udtaler, at han altid har beundret "det mod og den integritet", Gorbatjov ifølge Johnson udviste, da han bragte Den Kolde Krig til en fredelig afslutning.
- I en tid med Putins aggressioner i Ukraine er hans utrættelige engagement i forhold til at åbne det sovjetiske samfund fortsat et forbillede for os, udtaler Johnson ifølge Reuters.
Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen har ligeledes kommenteret Gorbatjovs død.
Hun kalder Gorbatjov en "betroet og respekteret leder".
- Han spillede en afgørende rolle i forhold til afslutningen af Den Kolde Krig og at bryde jerntæppet ned. Det banede vej for det frie Europa. Vi vil aldrig glemme dette eftermæle, skriver hun på Twitter.
Gorbatjovs mere karismatiske natur stod i kontrast til tidligere, mere distancerede sovjetiske ledere, skriver CNN.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker