Putin vil ved topmøde med ligesindede danne fælles front mod Vesten

Der var smil og god stemning, da Kina i 2017 var vært for BRIKS-topmødet. På billedet ses de daværende ledere for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. I Rusland, Kina og Indien er det stadig de samme, som er i spidsen, som dengang. (Arkivfoto). Foto: Wu Hong/Ritzau Scanpix

Rusland vil have et nyt internationalt betalingssystem og have flere lande til at støtte kampen mod Vestens dominans, når Vladimir Putin inviterer til topmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland er ikke isoleret, men har masser af partnere og allierede.

Det synes at være et af signalerne, som den russiske præsident, Vladimir Putin, vil sende, når Rusland tirsdag til torsdag er vært for et topmøde for verdens store vækstøkonomier.

Topmødet er for BRIKS-landene - Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika - men også en lang række af andre ligesindede landes ledere er inviteret.

Flere lande blev en del af gruppen i år. BRIKS+ omfatter også Saudi-Arabien, Iran, Etiopien, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.

Udvidelsen har Rusland skubbet på for. Rusland har det som nøgleprioritet i sin udenrigspolitik at udvide gruppen af BRIKS-lande.

Årsagen er, at Putin forsøger at samle flere lande bag sig og sin kamp mod Vestens dominans. Topmødet er en kærkommen lejlighed.

I Rusland fremhæver de det som en diplomatisk triumf at få samlet så mange ledere i den russiske by Kazan. Topmødet er det største i Rusland, siden krigen i Ukraine begyndte for over to et halvt år siden.

Under krigen har de vestlige lande forsøgt at isolere Rusland på den globale scene. Handlen med landet er stoppet. Sanktionerne er raslet ned over Rusland.

Men det har slået fejl, forsøger Putin at vise med topmødet. Det siger den politiske analytiker Konstantin Kalatjev.

- Det russiske styre forsøger ikke bare at vise, at Rusland ikke er isoleret, men også at landet har partnere og allierede, siger han til AFP.

Putin vil vise de andre landes ledere, at der er et alternativ til Vesten. Et alternativ, som han kan stå i spidsen for.

Et af hovedtemaerne på mødet er Putins ønske om at skabe et betalingssystem, der skal kunne konkurrere med Swift.

Swift er et internationalt finansielt netværk, som russiske banker blev udelukket fra i 2022 som følge af den russiske invasion af Ukraine.

Det er et af eksemplerne på, at den globale orden ifølge Rusland i for høj grad er styret af USA og dets vestlige partnere.

Den indiske premierminister, Narendra Modi (til venstre), har meldt sin deltagelse, når den russiske præsident, Vladimir Putin (til højre), holder topmøde i Kazan, Rusland. Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

Jurij Usjakov, som rådgiver Putin, siger, at samarbejdet i BRIKS-regi bygger på "suverænitet og respekt for hinanden".

- BRIKS bygger gradvist en bro til en mere demokratisk og retfærdig verdensorden, siger han.

I Vesten ses topmødet i Rusland som Putins forsøg på at øge sin indflydelse blandt deltagerlandene og udbrede sin egen fortælling om krigen i Ukraine.

Ifølge Putin provokerede Vesten Rusland til at invadere Ukraine.

USA afviser, at BRIKS-sammenslutningen kan blive en "geopolitisk rival".

Men der er i USA bekymring over, at Rusland formår at vise diplomatiske muskler, mens krigen i Ukraine raserer.

Rusland har i år vundet gradvist frem i det østlige Ukraine, samtidig med at man har styrket båndene til Kina, Iran og Nordkorea. Det er tre af USA's fjender.

BRIK blev til BRIKS i 2010, da Sydafrika blev del af gruppen af vækstøkonomier. På billedet ses Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, og Vladimir Putin. (Arkivfoto). Foto: Sergei Bobylev/Ritzau Scanpix

Ifølge Jurij Usjakov deltager stort set alle BRIKS+-landenes ledere i topmødet.

Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, kommer ikke, fordi han har slået hovedet. Og Saudi-Arabien sender sin udenrigsminister i stedet for kronprins Mohammed bin Salman.

Bortset fra det er der lagt op til et møde helt efter Rusland plan.

- Det hele går ret godt for Kreml, siger Konstantin Kalatjev.

/ritzau/AFP

Kort om BRIKS

* BRIKS er en interesseorganisation, der består af de fem store vækstøkonomier. Det er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

* Gruppen blev dannet som et uformelt samarbejde i 2009 af fire lande. Sydafrika kom med i 2010. Rusland tog initiativ til at danne gruppen. 

* Den 1. januar 2024 blev fem nye lande en del af BRIKS: De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Etiopien, Iran og Saudi-Arabien. Det omtales som BRIKS+.

* 3,6 milliarder mennesker bor i de ti lande i BRIKS+. Det svarer til over 45 procent af verdens befolkning. Landene menes at stå for omkring 37 procent af verdens bruttonationalprodukt.

* Der er ikke tale om en formel organisation som FN eller Verdensbanken. Lederne af medlemslandene mødes en gang om året. Formandskabet skifter også en gang om året.

* Gruppen fokuserer på geopolitik, økonomisk samarbejde, handel og udvikling.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Som optakt til BRIKS-topmødet har der været erhvervsforum i Moskva, hvor Putin var på talerstolen. Topmødet finder sted i Kazan, Rusland, tirsdag til torsdag. (Arkivfoto). Foto: Sergei Bobylyov/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu