Putins mobilisering får Ruslands erhvervsliv til at bløde

Den 21. september meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at landet ville mobilisere 300.000 russiske reservister til krigen i Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Sputnik/Reuters

Ruslands økonomi tager ekstra skade på grund af mobiliseringen af reservister. Virksomhedsejer frygter konkurs, fordi "alt kollapsede" efter mobiliseringen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Iværksætteren Maksim Novikov tæller de tomme pladser omkring sig. I byen Tjeljabinsk i det centrale Rusland har han etableret et delekontor for iværksættere.

Normalt er det næsten overfyldt med designere, programmører og unge russere, som forsøger at skabe noget på egen hånd.

Men det har ændret sig. Den russiske præsident, Vladimir Putin, annoncerede 21. september en mobilisering af russere i reserven til krigen i Ukraine.

Det har sendt hundredtusindvis af russiske mænd på flugt for at undgå krig.

Og det er tydeligt, hvad mobiliseringen har betydet, mener 33-årige Maksim Novikov, som selv studerer arkitektur.

- Mange er stoppet med at komme.

I stedet er hans normale klientel enten ved at blive optrænet til at gå i krig mod Ukraine eller flygtet til for eksempel nabolandet Kasakhstan.

En nyligt mobiliseret russer ryger under en pause, mens nytiltrådte soldater trænes op i Donetsk i det østlige Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Alexander Ermochenko/Reuters

Putins mobilisering har bragt usikkerhed og kaos til det russiske erhvervsliv, som i forvejen var hårdt ramt af Vestens sanktioner.

Novikov frygter for sine lån.

- Indtægterne er allerede faldet med mere end 40 procent i år. Jeg ville købe et tredje delekontor, men for tiden er det ikke muligt at tage den risiko, siger han.

Han er langtfra den eneste erhvervsdrivende i Rusland, som mærker nervøsiteten tage til, i takt med at der mangler mere og mere arbejdskraft.

- Det betyder, at projekter bliver sat på pause, og at private selskaber er bange for at investere, siger Natalja Zubarevitj, som er økonom ved Moskvas Statsuniversitet.

Ruslands økonomi er i forvejen sendt til tælling i år på grund af de omfattende sanktioner, som Vesten har pålagt landet som følge af invasionen af Ukraine.

Men ifølge økonomen forværrer mobiliseringen situationen yderligere.

I Moskva er 45-årige Jelena Irisova i vildrede. Hendes selskab producerer luksuslædertasker. Men hun har været nødt til at stoppe produktionen.

Normalt har hun omkring ti personer ansat. Men to af hendes centrale medarbejdere har forladt selskabet inden for de seneste par uger.

Den ene af frygt for at skulle i krig. Den anden for at hjælpe sin datter, hvis mand er sendt til fronten.

- Alt kollapsede efter 21. september, siger Irisova.

Hun frygter at gå konkurs. Hendes opsparing vil holde virksomheden kørende i "en måned eller to, men ikke længere".

Samtidig er russerne mere tilbageholdende med at bruge penge end normalt.

De ved, at pengene skal række længere end førhen, mens landet er ramt af sanktioner - og nu også mobilisering.

Også sparsommeligheden rammer erhvervslivet.

- Folk sætter deres penge til side, siger Sofja Donets, som er cheføkonom i den russiske investeringsbank Renaissance Capital.

Flere arbejdsgivere er begyndt at råbe op om problemet. De beder regeringen om at undtage deres medarbejdere fra mobiliseringen. Det gælder særligt de små og mellemstore virksomheder.

Det russiske ministerium for økonomisk udvikling oplyser, at det er begyndt at kigge på tiltag for at håndtere de "problematiske udfordringer".

Ifølge økonom Sofja Donets er det nødvendigt, at staten griber mere ind. For der er brug for, at effekterne af mobiliseringen mindskes.

/ritzau/AFP

Den russiske økonomi er sendt til tælling

* Ruslands bruttonationalprodukt, bnp, ventes at skrumpe med 3,2 procent i år ifølge analyser, Reuters har fået lavet. Næste år vil økonomien skrumpe med 2,5 procent, lyder vurderingen.

* Økonomien er hårdt ramt af omfattende sanktioner fra Vesten. Samtidig er den stadig ikke kommet sig helt efter coronapandemien.

* Den primære konsekvens af mobiliseringen er ifølge økonomer tabet af humankapital. Det er den viden og erfaring, som den enkelte person eller den samlede arbejdsstyrke er i besiddelse af.

* Det er særligt små og mellemstore virksomheder, der bliver ramt af mobiliseringen. Hos større virksomheder har tab af enkelte medarbejdere ikke samme store konsekvenser.

* Der er meldinger om, at nogle russiske ministerier kæmper for at få lov til at beholde deres vigtigste medarbejdere, som ellers har udsigt til at skulle i krig.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu