Putins parti foreslår ny dato til afstemning om annektering
Billedet her viser et ødelagt område foran et hus i Donetsk. Det er et af de ukrainske områder, som Rusland vil annektere. (Arkivfoto). Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix
Den 4. november ønsker Rusland at stemme om at annektere blandt andet regionerne Donetsk og Luhansk.
Rusland vil om knap to måneder muligvis holde en folkeafstemning om at annektere de områder, som landet har besat i Ukraine.
Det er i hvert fald forslaget fra præsident Vladimir Putins regeringsparti.
- Det vil være rigtigt og symbolsk, lyder det fra Forenet Ruslands partisekretær, Andrej Turtjak, på partiets hjemmeside.
Folkeafstemningen skal efter planen finde sted 4. november.
Efter afstemningen vil "Donetsk, Luhansk og mange andre russiske byer vende tilbage til deres hjem", lyder det fra Andrej Turtjak.
- Og den russiske verden, der nu er splittet på grund af formelle grænser, vil igen være en helhed, tilføjer partisekretæren.
Vladimir Putin anerkendte de østlige regioner Donetsk og Luhansk som værende uafhængige, kort før Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
Siden da har russiske styrker overtaget kontrollen i store dele af Donetsk og Luhansk samt andre sydlige områder i Ukraine.
Ruslands angreb mod nabolandet er blevet fordømt hårdt og mødt af omfattende sanktioner fra Vesten. Men nu lægger russerne altså op til at stemme om at erklære områderne for russiske.
Der var for nylig meldinger om en mulig folkeafstemning allerede i september. Det skulle ligge på samme tid som russiske regionalvalg.
Angiveligt blev de dog udskudt på grund af en ukrainsk modoffensiv.
Modoffensiven har fundet sted nær den ukrainske by Kherson. Det er et af de steder, der er blevet indtaget af russiske styrker.
En prorussisk embedsmand i Kherson siger onsdag til det russiske nyhedsbureau Tass, at man arbejder mod en afstemning den 4. november.
- Vi forbereder os på denne dato. Også selv om vi faktisk er klar til en folkeafstemning allerede nu, siger embedsmanden, Kirill Stremousov.
Rusland har udført kampagner, der skal knytte besatte ukrainske områder tættere til Rusland. Blandt andet har de uddelt russiske pas til indbyggerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker