Landets mest kapitalstærke virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, har været udsat for noget, der minder om afpresning på regeringsniveau.
The Telegraph skriver, at selskabet sammen med andre store konglomerater blev bedt om at donere et kæmpebeløb til Qatar.
Oplysningerne har den britiske avis fra lækkede diplomatiske dokumenter, som Wikileaks har fået indblik i. A.P. Møller - Mærsk har i flere år investeret tocifrede milliardbeløb i olieefterforskning og produktion i netop Qatar.
Den mellemøstlige nation er blandt verdens rigeste lande, som følge af store forekomster af olie og gas. Det afholdt imidlertid ikke landet fra at henvende sig til et antal selskaber, der samarbejder med det statslige Qatar Petroleum, i 2007.
Ifølge dokumenterne fra Wikileaks fik selskaberne et høfligt brev fra vicestatsleder Abdullah al-Attiyah. Brevene angav et præcist beløb, som selskaberne blev opfordret til at donere.
ExxonMobil og A.P. Møller - Mærsk blev opfordret til at betale 280 millioner dollar hver. Det svarer med dagens dollar-kurs til et beløb på knap 1,5 milliarder kroner.
Henvendelserne fra Qatar til virksomhederne blev af amerikanske embedsfolk betegnet som en "alvorlig fejltagelse" fra oliestatens side.
- De internationale olieselskaber er chokerede og rasende over henvendelserne, fremgår det af et dokument.
- Ingen af de amerikanske selskaber så meget som overvejer at donere penge. Meget snart vil Qatar råde over så mange penge, at landet ikke ved, hvad de skal gøre med dem, lyder det videre.
Totalt blev selskaberne afkrævet 1,7 milliarder dollar. Donationerne skulle bruges til etablering af en medicinsk klinik.
Hvordan A.P. Møller - Mærsk reagerede på henvendelsen oplyser The Telegraph ikke noget om.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde