Qatar får forlænget frist til at bøje sig for krav
Golfstaten Qatar får yderligere 48 timer til at opfylde krav fra Saudi-Arabien og tre andre arabiske lande.
Qatar får yderligere 48 timer til at opfylde de krav, som Saudi-Arabien sammen med tre allierede i regionen har stillet for at ophæve deres boykot og blokade af landet.
Det oplyser det saudiske stats-tv ifølge Reuters natten til mandag - kort tid efter at den oprindelige tidsfrist var udløbet.
Forlængelsen sker på opfordring fra emiren i Kuwait, der forsøger at mægle i striden.
Det fremgår ikke, om Qatar har afvist det ultimatum, som Saudi-Arabien sammen med Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain har stillet.
Landene har afbrudt de diplomatiske forbindelser til Qatar og forbudt rejser til og fra landet. De beskylder Qatar for at yde støtte til terrorister i regionen og for forsøg på at etablere et tættere forhold til styret i Iran - Saudi-Arabiens ærkefjende i området.
For godt en uge siden gav de fire lande Qatars regering ti dage til at opfylde 13 krav. Fristen udløb søndag midnat.
De fire lande kræver blandt andet, at Qatar skal lukke tv-stationen Al Jazeera, afbryde forbindelserne til Iran og lukke en tyrkisk base i landet.
Kravene blev udleveret med Kuwait som mellemmand.
Qatar har givet Kuwait et svar på de 13 krav ifølge det kuwaitiske nyhedsbureau Kuna. Indholdet er ikke offentliggjort, skriver Al Jazeera natten til mandag.
Qatar anser dog ikke kravene for at være realistiske at indfri, men udenrigsminister Mohammed bin Abdulrahman al-Thani sagde lørdag, at Qatar er parat til at gå i dialog.
- Listen af krav vil blive afvist, ikke accepteret. Vi er villige til at gå i dialog, men det skal ske under ordentlige forhold, sagde han til journalister i Rom ifølge Reuters.
Saudi-Arabien og de tre andre lande har understreget, at kravene ikke er til forhandling.
Egyptens udenrigsministerium oplyser, at udenrigsministrene fra de fire lande onsdag mødes i Kairo for at drøfte de næste skridt, skriver Al Jazeera
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned