Qatar hjemkalder ambassadør efter egyptisk angreb på IS
Emiratet har trukket sin ambassadør i Kairo hjem som reaktion på Egyptens bombeangreb mod IS-mål i Libyen.
Qatar har hjemkaldt sin ambassadør fra Egypten, efter at egyptiske kampfly mandag bombede Islamisk Stat-mål i Libyen.
Det skriver det statslige medie i Qatar.
Styret i ørkenstaten er længe blevet beskyldt for at spille på to heste i forhold til islamistiske bevægelser. Emiratet deltager i den amerikansk-ledede alliance, der bekæmper IS, men er samtidig et tilflugtssted for anti-vestlige grupper.
Under det Arabiske Forår blev Qatar kritiseret for at støtte islamistiske bevægelser. Blandt andet Egyptens Muslimske Broderskab.
Egypten har involveret sig direkte i bekæmpelsen af IS, efter at bevægelsen forleden offentliggjorde en video, der øjensynligt viser halshugninger af 21 kristne egyptere i Libyen.
Mellem 40 og 50 IS-krigere blev dræbt under de egyptiske luftangreb mandag. Angrebene skete efter aftale med Libyen.
Onsdag opfordrede Egypten sammen med Libyen FN's Sikkerhedsråd til at ophæve sin våbenembargo mod Libyen.
- Libyen har brug for en konsekvent udmelding fra det internationale samfund til at hjælpe os med at opbygge vores nationale hærs ressourcer - og dette vil ske gennem en ophævelse af våbenembargoen, så vi kan modtage krigsmateriel og våben i kampen mod denne omsiggribende terrorisme, sagde Libyens udenrigsminister Mohammed al-Dairi onsdag aften.
FN har haft en våbenembargo mod landet siden 2011.
Egyptens præsident, Abdel Fattah Al-Sisi, håber også på et mandat fra FN's Sikkerhedsråd for at muliggøre en international intervention i Libyen.
Sisi har vedholdende opfordret til en form for international intervention i Libyen, der har været præget af kaos efter oprøret i 2011 mod landets daværende leder, Muammar Gaddafi.
Islamisk Stat har på baggrund af den kaotiske situation oprettet adskillige baser i landet.
Den egyptiske præsident har gentagne gange sagt, at de militante i Libyen udgør en alvorlig fare for Egypten, som er strategisk allieret med USA, og som har interne problemer med islamistiske grupper.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie