- Vi sætter fokus på øget grænsekontrol for at kunne begrænse handlen af de kemikalier, man skal bruge til opiumsproduktionen, for dem kan afghanerne ikke selv producere, siger Christian Friis Bach til Ritzau.
- Og der er en meget stor illegal økonomi omkring de her kemikalier.
Udviklingsministeren deltager sammen med repræsentanter fra 50 andre lande torsdag og organisationer i en konference, hvor de skal lave en fælles plan for, hvordan man dæmmer op for den afghanske produktion af opium, der blandt andet anvendes til heroin.
De afghanske landmænd producerer nemlig opium som aldrig før. En undersøgelse, som FN's kontor for stoffer og kriminalitet UNODC har lavet, viser, at opiumsproduktionen i Afghanistan steg med syv procent fra 2010 til 2011.
- Hver gang der bliver tjent seks kroner i Afghanistan, så kommer en krone fra opiumsproduktionen. Så for rigtig mange mennesker er det en del af deres levegrundlag, siger Christian Friis Bach.
Tre ud af fem afghanske bønder svarer da også i UNODC's undersøgelse, at de primært er motiveret af de høje priser på opium. I 2011 indbragte opium 11 gange mere end hvede - og det er den største forskel siden 2003.
Ifølge Christian Friis Bach gælder det om at give landmændene et godt alternativ.
- De dyrker opium af nød og ikke af lyst. De ved godt, at der er en risiko ved at dyrke opium, og den risiko vil de gerne være fri for, siger han.
Derfor vil han sammen med de andre parter på konferencen udbygge det såkaldte fødevarezoneprogram, hvor man hjælper landmændene med såsæd og kunstgødning.
Værdien af Afghanistans samlede opiumproduktion bliver anslået til mere end otte milliarder kroner - hvilket svarer til ni procent af hele landets økonomi.
90 procent af verdens opium kommer fra Afghanistan og finansierer en stor del af militserne i landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker