Radarfejl førte til nedskydning af ukrainsk passagerfly i Iran
I januar nedskød iranske missiler ved fejl ukrainsk passagerfly. Årsagen var ifølge Iran fejljusteret radar.
En forkert justering af et radarsystem var den væsentligste "menneskelige fejl", der i januar førte til, at et ukrainsk passagerfly blev skudt ned i Iran.
Det oplyser iranske myndigheder i en rapport, der er offentliggjort sent lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
I rapporten fremgår det, at der opstod et problem som følge af en menneskelig fejl i forbindelse med justeringen af radaren.
Proceduren for at justere radaren blev ikke fulgt, som den skulle. Det førte til en fejl på 107 grader i systemet.
Fejlen "startede en farlig kæde", som ledte til yderligere fejl i minutterne efter, før at flyet blev skudt ned, lyder det i rapporten.
Det er den iranske myndighed for civil luftfart, der står bag rapporten.
Rapporten er ikke den sidste i undersøgelserne af ulykken, skriver AFP.
Tidligere har det været fremme, at det var to iranske missiler, som ved en fejl kom til at skyde det ukrainske fly ned. Alle 176 personer om bord på flyet døde.
De fleste passagerer var iranere eller personer med dobbelt statsborgerskab.
Flyet var fra luftfartsselskabet Ukraine International Airlines. Det skulle være fløjet fra Teheran til Kijev i Ukraine, men nåede altså aldrig så langt.
Flyet blev skudt ned i januar, i timerne efter at Iran havde sendt missiler mod baser i Irak med amerikanske soldater som gengæld for USA's likvidering af den iranske general Qassem Soleimani i Iraks hovedstad, Bagdad.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker