Radio og tv ville samle terrorramt Norge
En samling af det norske folk efter Anders Behring Breiviks terrorangreb 22. juli sidste år var en samfundsopgave for landets offentlige radio- og tv-kanaler. Det fastslår Medietilsynet i en ny rapport.
Hvert år præsenterer tilsynet en rapport om de offentlige kanaler. Rapporten kommer ind på, hvor godt NRK og de kommercielle offentlige kanaler opfylder de krav, der stilles til dem.
En del af rapporten for 2011 handler om mediernes indsats efter Anders Behring Breiviks bombeangreb i Oslo og skudmassakre på Utøya, der den 22. juli kostede 77 mennesker livet.
Ud over tekniske detaljer, som at norsk TV 2 sendte i uafbrudt 56 timer og 11 minutter, og at Radio Norge og NRK leverede henholdsvis 52 og 114 timer med ekstraudsendelser, peger tilsynet på, hvordan kanalerne ønskede at virke samlende i tiden umiddelbart efter angrebene.
I rapporten citeres NRK, som ønskede at "samle folket, formidle reaktioner og give publikum mulighed for at bearbejde følelser". Tilsynet gengiver også karakteristikken "trøsteradio".
Det blev introduceret af P4, da kanalen genåbnede for at spille musik og bad publikum om ønsker til musik, der kunne være til trøst.
Også P4's gentagne opfordringer om ikke at ringe til folk på Utøya, mens terroraktionen stod på, fremhæves i rapporten.
Det norske medietilsyn peger også på, at medierne stod over for mange vanskelige etiske valg - særlig i de første hektiske timer - og minder om, at den kontinuerlige dækning kan gøre det vanskeligt med en kritisk tilgang.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker