Radioaktive udslip fra japansk kraftværk

Japans premierminister, Naoto Kan, siger, at man er begyndt at evakuere mennesker i en radius af 10 kilometer omkring et atomkraftværk i Fukushima. Radioaktiviteten i området er målt til otte gange højere end normalt.

Meddelelsen kommer timer efter, at USA's præsident, Barack Obama, meddelte, at premierminister Kan havde forsikret ham om, at der ikke er tegn på læk fra atomkraftværker i Japan i forbindelse med jordskælvet i landet fredag.

- Han forklarede, at de følger situationen meget tæt. Indtil videre har de ikke set beviser for radioaktive lækager, men man må selvklart tage alle potentielle forholdsregler, forklarede Obama på en pressekonference i Washington.

Det japanske nyhedsbureau Jiji oplyser, at radioaktiviteten omkring værket i Fukushima er målt til otte gange normalen. I et kontrolrum inde i selve værket er radioaktiviteten 1000 gange højere end normalt, oplyser nyhedsbureauet Kyodo.

En talsmand for Japans regering oplyste tidligere fredag, at indbyggere var sikre, efter at dem inden for en tre kilometers radius fra værket var blevet evakueret og dem inden for en 10 kilometers radius var blevet bedt om at holde sig inden døre.

Imidlertid måtte premierminister Kan siden meddele, at myndighederne var begyndt at evakuere mennesker inden for en radius af 10 kilometer.

Tidligere fredag meddelte den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, at USA havde transporteret "nogle virkelige vigtige kølemidler" til værket i Fukushima for at afbøde eventuelle skader. Amerikanske embedsmænd siger imidlertid til nyhedsbureauet Reuters, at USA alligevel ikke har afleveret kølevæske til Japan.

/ritzau/AFP

Japan siger, at radioaktiviteten er otte gange højere end normalt omkring atomkraftværk og evakuerer folk.

Offentliggjort Sidst opdateret