Radioaktivitet stopper arbejde på atomværk

Arbejdet på reaktor 1 og 2 ved det japanske atomkraftværk Fukushima er stoppet, efter at ansatte har opdaget stærkt radioaktivt vand i de to bygninger.

Torsdag blev arbejdet stoppet ved reaktor 3, da tre ansatte blev udsat for stærk radioaktiv stråling.

De japanske atomkraftsmyndigheder ved endnu ikke, hvorfor vandet i de tre reaktorbygninger er så radioaktivt.

Men det er sandsynligt, at en eller flere af de sikkerhedskapsler, der omgiver værkets atomreaktorer, kan være beskadiget. Det erkender den japanske regerings atomsikkerhedskommission.

- Det er muligt, at kapslen omkring reaktor 3 er beskadiget, siger Hidehiko Nishiyama, der er formand for kommissionen.

Fukushimaværket blev sat ud af kraft ved det kraftige jordskælv den 11.

marts. Skælvet førte til overophedning af reaktorerne, eksplosioner, brande og udsivning af radioaktive materialer.

Onsdag blev tre ansatte bragt til et hospital, efter at de blev udsat for radioaktiv bestråling 10.000 gange over normalniveauet i reaktor 3, hvor de arbejdede med at genetablere kølesystemer.

En så høj radioaktivitet tyder på, at sikkerhedskapslen er beskadiget og radioaktive materialer er lækket, siger eksperter.

En anden mulighed er, at der allerede er sket en delvis kernenedsmeltning i reaktor 3 og muligvis også i reaktor 1 og 2, efter at der er fundet stærkt radioaktivt vand.

Ejeren af Fukushimaværket, Tokyo Electric Power (Tepco), erkender, at man endnu ikke har overblik over situationen eller kontrol med værket to uger efter skælvet.

Sent torsdag opfordrede den japanske atomkraftinspektion i kraftige vendinger Tepco til at øge overvågningen af værket, hvor fire af seks atomreaktorer er sat ud af kraft.

/ritzau/dpa

Stærkt radioaktivt vand stopper arbejdet på reaktor 1 og 2 på atomkraftværket Fukushima i Japan.

Offentliggjort Sidst opdateret