Rådvilde G20-ledere diskuterer gældskrise
Krisen er reel og dyb og har været det i lang tid. Alligevel har verdens politiske ledere endnu ikke været i stand til at komme op med løsningerne, der kan vende pessimisme til optimisme og få bugt med den nedtur, der præger verdensøkonomien.
Fredag gør finansministre og centralbankchefer fra gruppen af G20-lande, verdens vigtigste økonomier, et forsøg, når de mødes i Paris med præsident Nicolas Sarkozy som vært.
Øverst på dagsordenen står gældskrisen i flere sydeuropæiske eurolande som Grækenland, Portugal, Spanien og Italien.
Alle fire er økonomisk på spanden. Grækenland skal have hjælp fra andre lande for at komme gennem krisen. De tre øvrige kan måske klare sig uden hjælp, men nervøsiteten er stor i de tre lande og hos de europæiske storbanker, der har lånt enorme beløb ud til de gældsplagede lande.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, er mest i skudlinjen, da de står i spisen for Europas største økonomier og derfor har det største ansvar for en løsning.
De to har endnu ikke været i stand til at sammenstykke en tilstrækkelig stor krisepakke, som kan skabe ro på finansmarkederne og skabe tillid til, at gældskrisen i eurozonen løses.
Merkel og Sarkozy har lovet, at de inden EU's topmøde den 23. oktober kommer med et forslag, der skal sikre europæiske storbanker det nødvendige kapitalgrundlag til at kunne modstå eventuelle tab på lån til de gældsplagede lande.
Lande uden for euroen er utålmodige og vil lægge pres på eurolande for at få løst gældskrisen.
- Det er helt afgørende, at Europa indfrier forventningerne til en omfattende redningsplan, så gældskrisen løses. Hidtil er der ikke gjort nok, siger Canadas finansminister, Jim Flaherty, forud for mødet.
Mødet i Paris fredag er et formøde for et topmøde i Cannes om tre uger, hvor G20-landenes stats- og regeringschefer vil forsøge at finde en fælles løsning på krisen.
/ritzau/Reuters
Finansministre fra G20-landene skal diskutere gældskrise og økonomisk tilbagegang.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned