Råhed præger mystisk massakre i Alperne
Foto: Philippe Desmazes/ Scanpix /Scanpix
Philippe Desmazes/ Scanpix /Scanpix
Skudepisoden i de franske alper, hvor fire mennesker blev dræbt, bærer præg af en uhørt råhed og brutalitet, siger den franske anklager og leder af efterforskningen, Erik Maillaud, på et pressemøde torsdag.
To mænd og to kvinder er fundet dræbt, efter at ukendte gerningsmænd har angrebet en britisk indregistreret BMW i Chevaline i det sydøstlige Frankrig onsdag.
Maillaud siger, at han ikke kan oplyse, om der er tegn på, at der er tale om professionelt udførte drab på de tre personer i bilen og en cyklist. Uden for bilen blev en otte-årig pige fundet hårdt såret. Hendes fire-årige lillesøster lå uskadt under sin døde mors ben.
- Det er helt klart en handling med ekstrem vildskab, og det er tydeligt, at den, der har udført dette, har haft til hensigt at ville dræbe, siger han.
Den ældste af de to dræbte kvinder er svensk statsborger, siger Maillaud og tilføjer, at der er fundet et irakisk pas. Den mand, der blev fundet dræbt på bilens førersæde, er identificeret som den 50-årige iraker Saad al-Hilli med bopæl i Surrey i Sydengland.
En cyklist, som opdagede ofrene for skyderiet i Alperne, er en britisk veteran fra Royal Air Force, siger Maillaud og fortæller videre, at manden nåede frem til gerningsstedet, efter at han minutter tidligere var blevet overhalet af en anden cyklist.
Cyklisten, det fjerde offer, er identificeret som en 40-årig lokal far til tre børn. Han er formentlig blevet dræbt, fordi han har været vidne til den voldelige episode. Hans lig blev fundet tæt på gerningsstedet.
Den otte-årige pige, der hårdt såret overlevede den brutale massakre, er indlagt på sygehus med kraniebrud. Hun er lagt i kunstig koma forud for endnu en operation.
Maillaud siger, at pigens liv ikke er i fare, men afslører, at hun også er blevet skudt i skulderen og har fået ekstremt voldsomme slag i hovedet i forbindelse med angrebet.
Hendes fire-årige lillesøster blev først opdaget efter otte timer. Hun havde ligget helt stille i bunden af bilen under benene på sin døde mor. Hun har været i chok efter angrebet og har ikke været i stand til at fortælle noget om angrebet.
Politiet står uden spor af gerningsmændene, ligesom motivet til drabene heller ikke er kendt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker