Rahila blev snyd af en menneskehandler og endte som prostitueret
Rahila Joseph blev offer for menneskehandlere, da hun sagde ja til at tage til Dubai for at arbejde. De tog hendes pas og holdt hende fanget i syv måneder. Nu fortæller hun sin historie for at være med til at advare andre om risikoen. Foto: Rikke Lund Kristensen/Free
Det anslås, at der hvert år er 750.000 til en million mennesker, der bliver ofre for menneskehandel i Nigeria. Danskstøttet projekt hjælper ofre videre.
Udsigten til at tjene penge til at kunne forsørge sin familie fik Rahila Joseph til at tage en stor beslutning.
Rahila Joseph, en ung kvinde fra Nigeria, havde mødt en mand online, som lovede hende et arbejde i en virksomhed i Dubai.
Men sandheden viste sig at være anderledes.
For da hun først var kommet illegalt til Dubai, blev hun tvunget ud i prostitution for at få sit pas tilbage og afbetale penge for rejsen.
- Jeg var i et fremmed land, og jeg tænkte, at ingen kunne komme og redde mig, siger Rahila, der i dag er 28 år.
Annonce
Hun er bare en af mange, der lader sig lokke.
Det anslås, at der hvert år er 750.000 til en million mennesker, der bliver ofre for menneskehandel i Nigeria.
Med en donation fra Danmark kan organisationen MeCaht nå ud til endnu flere potentielle ofre for menneskehandel, fortæller James Ikape, program manager i MeCaht. Organisationen producerer blandt andet oplysningsfilm, som den viser i landsbyer rundt om i Nigeria. Foto: Jonathan Hoffmann Rasmussen/Udenrigsministeriet/Free
Det er et af de lande, hvorfra flest personer bliver handlet til Europa, men det foregår også i stor stil til andre lande i regionen og internt i Nigeria.
Kvinder og piger er særligt udsatte.
Rahila Joseph mener selv, at hun er en af de heldige, fordi hun slap med livet i behold. Men undervejs fik hun tæsk og blev tortureret, da hun forsøgte at undslippe.
- Jeg kunne ikke gå ud, og de tvang mig til at have sex med mænd og give dem pengene.
- Jeg var der i syv måneder, før det lykkedes mig at komme væk. Jeg mødte en kvinde i en kirke, som hjalp mig, siger hun.
Rahila kom i kontakt med IOM, FN's Internationale Organisation for Migration, som hjalp hende med at komme tilbage til Nigeria.
IOM driver et transitcenter for hjemvendte migranter i Lagos, Nigerias største by. Her får de hjemvendte husly i nogle dage og hjælp til at komme videre.
Rahila kom i kontakt med organisationen MeCaht, som med dansk støtte hjælper ofre for menneskehandel.
Annonce
Danmark har doneret fem millioner kroner til MeCaht over en periode på fem år.
MeCaht driver en række sikre opholdssteder - safehouses - hvor ofrene kan bo i længere perioder, indtil de er klar til at komme videre.
Kvinderne får støtte til at kunne forsørge sig selv. For eksempel til at etablere en lille forretning eller ved at tage nogle kurser.
Rahila boede i et af organisationens huse i tre måneder.
- De spurgte mig, hvad jeg gerne ville lave nu, og jeg svarede, at jeg gerne ville være hårstylist og makeupartist. Så de betalte for kurserne, siger hun.
I dag bor hun i hovedstaden, Abuja, og er blevet genforenet med sin familie og sine to sønner, som blev hjemme, da hun tog til Dubai.
- Mine drenge er 9 og 12 år. Nu kan jeg starte en forretning som stylist og forsørge mine drenge og sende dem i skole, siger hun.
Ifølge James Ikape, program manager i MeCaht, er Rahilas historie langt fra enestående.
Menneskehandel kommer ofte i stand ved, at ofrene bliver tilbudt et arbejde i et andet land.
- Det kan være et familiemedlem, der fortæller om turen på en overbevisende måde, siger han.
Annonce
- Det kan også være, som det skete for Rahila. Man møder måske en online, som man har kontakt med over længere tid, og som vinder ens tillid. De giver dig falsk håb og falske løfter. Du får tillid til dem, siger han.
Med høj arbejdsløshed og i det hele taget stor usikkerhed og dårlige fremtidsudsigter i landet fristes mange til at tage afsted.
Men flere bør oplyses om farerne ved illegal migration og risikoen for menneskehandel. MeCaht laver derfor oplysningskampagner i landområder og landsbyer i Nigeria.
Både i form af film og bannere, der vises i landsbyerne, og ved kampagner på de sociale medier, fortæller James Ikape.
En lille del af ofrene for menneskehandel når til Danmark.
Ifølge Center mod Menneskehandel under Social- og Boligstyrelsen fandt myndighederne i Danmark i 2023 frem til 112 personer i Danmark, som var blevet udsat for menneskehandel.
Det er en stigning på 35 procent fra året før og det højeste antal siden 2016.
20 af dem kom fra Nigeria, som udgjorde den største gruppe.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) overrakte den danske donation til MeCaht i november 2023.
- At mennesker handles som en vare, frihedsberøves og udnyttes seksuelt er fuldstændig forfærdeligt. Det må og skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at komme til livs, sagde han dengang.
Annonce
/ritzau/
Nigerias befolkning vokser hurtigt
* Nigeria er et land i det vestlige Afrika. Det grænser op til Benin, Niger, Chad og Cameroun og ligger ud til Guineabugten.
* Det er Afrikas folkerigeste nation med op mod 230 millioner indbyggere. Det præcise antal kendes ikke.
* Befolkningen vokser hurtigt. Kvinderne får i gennemsnit 4,6 børn, og landet ventes at blive verdens tredjefolkerigeste nation i 2050 kun overgået af Kina og Indien.
* Omkring 40 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom - defineret ved, at de har mindre end 1,9 dollar om dagen at leve for. Den forventede levetid i Nigeria er 61,8 år.
* Derudover kæmper befolkningen med en høj inflationsrate, arbejdsløshed og stigende udfordringer med terror, radikalisering, kriminalitet og voldelige konflikter.
* Nigeria er Afrikas største økonomi og har de senere år haft en høj vækst. Økonomien er afhængig af olie- og gasindustrien, som er blandt de ti største i verden.
* Styreformen er præsidentielt demokrati. Det ene af landets to største partier, All Progressives Congress (APC), har haft magten siden 2015. Sidste år fik Nigeria en ny præsident, Bola Ahmed Tinubu (APC).
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke