Raketangreb mod Israel fra Gaza

Det sydlige Israel er i weekenden blevet ramt af fire raketangreb fra Gazastriben, oplyser en israelsk militær talsmand.

Ingen personer blev ramt af raketterne, som heller ikke beskadigede bygninger. Siden nytår er det sydlige Israel blevet ramt af 90 angreb fra raketter eller morterer, oplyser talsmanden.

I december 2008 invaderede Israel Gazastriben, som kontrolleres af den islamistiske bevægelse Hamas. Invasionen skulle standse daglige raketangreb mod det sydlige Israel.

Krigen, som varede 22 dage, kostede 1200 palæstinensere livet, mens 13 israelere omkom. Efter et års pause har militante i Gazastriben for nylig genoptaget raketangreb over grænsen.

/ritzau/

Militante har beskudt det sydlige Israel med fire raketter fra Gazastriben, oplyser en israelsk militær talsmand

Offentliggjort Sidst opdateret