Raketangreb rammer Jordan

Fire mennesker er kommet til skade, heraf en alvorligt, da en raket mandag slog ned i havnebyen Aqaba i Jordan, oplyser landets indenrigsministerium.

Til gengæld er ingen tilsyneladende kommet til skade i den israelske naboby, Eilat, som under det samme angreb er blevet ramt af fem raketter.

Israelsk politi bekræfter, at en række eksplosioner har fundet sted i Eilat, men mener, at det er for tidligt at sige mere på nuværende tidspunkt.

Israelsk Radio citerede landets redningstjeneste for de første oplysninger om, at ingen var ramt i Eilat.

Mindst en af raketterne er landet i Det Røde Hav uden at forårsage skader.

Efter alt ar dømme er raketterne afsendt fra Egypten med det formål at ramme Eilat, siger en lokal politichef.

- Det er endnu lidt tidligt at udtale sig om, men det er sandsynligt at forestille sig, at de kommer fra det sydlige område, siger distriktspolitichef Moshe Cohen til Israels Radio og refererer til den egyptiske del af Sinaihalvøen.

Eilat i Israel, Aqaba i Jordan og de nærliggende egyptiske badebyer ved Det Røde Hav har flere gange været ramt af militante islamisters voldshandlinger.

I 2005 blev der affyret raketter mod amerikanske flådefartøjer i Aqaba havn. De ramte ikke deres mål, men dræbte en jordansk soldat på land. En gruppe med forbindelse til al-Qaeda sagde, at den stod bag angrebet.

To år senere blev tre personer dræbt i Eilat af en palæstinensisk selvmordsbomber, der var kommet ind gennem Sinai.

Jordan og Egypten er de eneste arabiske lande, der ønsker fred med Israel. Forholdene blev anstrengt, da Israels i 2000 slog ned på en palæstinensisk opstand på Vestbredden og i Gaza-striben.

/ritzau/Reuters

Flere raketter er blevet affyret mod Eilat i Israel og Aqaba i Jordan, hvor fire mennesker er kommet til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret