Raketregn over israelsk-libanesisk grænse

Mindst otte israelske raketter er slået ned i den sydlibanesiske landsby Al-Qlaileh kort tid efter, at to raketter var blevet affyret fra det sydlige Libanon og ind i det nordlige Israel, oplyser Libanons hær.

Ambulancer er blevet kaldt til landsbyen fra havnebyen Tyrus ved grænsen mellem de to lande.

Israelsk radio rapporterer om to voldsomme eksplosioner i det nordlige Israel.

Det er første gang i flere måneder, at der er blevet affyret raketter ind i Israel fra Libanon, hvor Israel og det radikale Hizbollah udkæmpede en månedlang krig i 2006.

Der er ingen umiddelbare oplysninger om tilskadekomne i Israel, hvor raketterne slog ned i Galilæa-området.

/ritzau/Reuters

Raketangreb mod Israel fra det sydlige Libanon udløser israelsk raketangreb mod sydlibanesisk landsby.

Offentliggjort Sidst opdateret