Raketter mod Israel fra Libanon

Mindst to raketter er blevet affyret fra det sydlige Libanon og ind i det nordlige Israel, siger libanesiske sikkerhedskilder.

Kilderne siger, at raketterne blev affyret fra det sydlige Tyrus-område tæt ved grænsen mellem de to lande.

Israelsk radio rapporterer om to voldsomme eksplosioner i det nordlige Israel.

Det er første gang i flere måneder, at der er blevet affyret raketter ind i Israel fra Libanon, hvor Israel og det radikale Hizbollah udkæmpede en månedlang krig i 2006.

Der er ingen umiddelbare oplysninger om tilskadekomne i Israel, hvor raketterne slog ned i Galilæa-området.

Samtidig rapporterer det franske nyhedsbureau, AFP, at tre raketter er slået ned i en landsby i det sydlige Libanon.

/ritzau/Reuters

To raketter er slået ned i Israel. De blev affyret fra det sydlige Libanon, hvor der også er rapporter om, at raketter er slået ned.

Offentliggjort Sidst opdateret