Rapport: 216.000 pædofiliofre i den franske katolske kirke
Kommissionsleder Jean-Marc Sauve overdrager tirsdag en rapport om pædofili i den katolske kirke til biskop Eric de Moulins-Beaufort ved en præsentation. Foto: Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Undersøgelse anslår ekstremt omfang af pædofilisager i den franske kirke. Ofre taler om "forrådt tillid".
En uafhængig undersøgelse af den katolske kirke i Frankrig har fundet frem til, at omkring 216.000 børn i årene 1950-2020 har været ofre for seksuelle overgreb begået af gejstlige.
Af rapporten, som tirsdag er blevet offentliggjort, fremgår det, at et "slør af stilhed" har beskyttet præstestanden i løbet af de mange år. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Undersøgelsen kalder pædofili for et "omfattende fænomen" i kirken.
Jean-Marc Sauve, som er leder af kommissionen, mener, at problemet stadig er til stede.
- Disse tal er mere end bekymrende. De er belastende, og der bliver nødt til at komme en reaktion, siger Jean-Marc Sauve ifølge AFP ved en præsentation af rapporten.
- Indtil de tidlige 00'ere viste den katolske kirke en omfattende og endda ondsindet ligegyldighed over for ofrene, fortsætter han.
Tælles overgreb begået af almindelige medlemmer af den katolske kirke med - heriblandt lærere på katolske skoler - stiger antallet af ofre til omkring 330.000 i løbet af de syv årtier ifølge rapporten.
Sauve forklarer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at kommissionen selv har identificeret 2700 ofre efter opfordringer om at komme med vidneudsagn. Tusindvis flere er blevet fundet igennem arkivarbejde.
Men ved et omfattende studie bestående af yderligere undersøgelser og rundspørger er man nået frem til et anslået tal på omkring 216.000 ofre i den 70-årige periode.
Kommissionen har fundet bevis for, at minimum mellem 2900 og 3200 personer ud af i alt 115.000 præster og andre gejstlige har begået overgreb gennem årene. Det skriver BBC.
Den 2500 sider lange rapport når frem til, at "langt størstedelen" af ofrene var drenge, inden de var nået i puberteten. Det tilføjes, at drengene kommer fra en lang række forskellige sociale baggrunde.
Den uafhængige kommission blev nedsat af den katolske kirke i Frankrig i 2018.
Det skete, efter at der over en årrække havde været flere historier fremme om seksuelle overgreb mod børn i den katolske kirke i flere lande.
- I er en skændsel mod menneskeheden, siger François Devaux, der står i spidsen for offerorganisation La Parole libérée, ved præsentationen af rapporten ifølge Reuters.
- I dette helvede er der blevet begået forfærdelig kriminalitet i enormt omfang. Men det, der er endnu værre, er, at tillid er blevet forrådt, moral er blevet forrådt, børn er blevet forrådt, fortsætter han.
Eric de Moulins-Beaufort, som er repræsentant for franske biskopper, beder tirsdag om ofrenes tilgivelse.
Kommissionen har gjort franske statslige anklagere opmærksom på flere af sagerne. De fleste sager vurderes dog at være forældede under fransk lov ifølge BBC.
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt