Rapport afslørede sjusk og lovbrud i nedbrændt svensk vandland
Skaderne er omfattende efter mandagens brand i et vandland, der var ved at blive bygget i forlystelsesparken Liseberg i den sydsvenske by Göteborg. Foto: 9200 Bjorn Larsson Rosvall/Ritzau Scanpix
Leverandører og ansatte var ikke korrekt registreret, viste rapport, der sidste år afslørede sjusk i Oceana.
En kontrol af byggepladsen ved vandlandet Oceana i forlystelsesparken Liseberg i Göteborg afslørede allerede i april sidste år store brister, som arbejdspladsen skulle rette op på.
Men det skete ikke, viser en rapport, som svensk TV4 har set.
Der blev opdaget lovbrud og sjusk i forhold til at registrere, hvem der befandt sig på byggepladsen.
16 personer blev lettere skadet ved en brand, der brød ud mandag. Én er stadig savnet.
Det er endnu uvist, hvad der forårsagede mandagens brand, der ødelagde Lisebergs nye vandland.
Kontrolrapporten viser ifølge TV4, at entreprenøren NCC, som har ansvar for byggeriet af Oceana, havde 58 forskellige underleverandører.
Tre af dem kom fra udlandet, men ingen af de udenlandske selskaber var registreret hos det svenske arbejdstilsyn. Det er i strid med loven.
Ifølge svenske regler skal alle arbejdere på en byggeplads have et særligt id-kort, så der er overblik over, hvem der befinder sig på pladsen.
Da der blev foretaget en kontrol i april 2023, viste det sig, at to arbejdere på pladsen ikke havde et sådant kort.
I alt blev 168 personer kontrolleret. Af dem var 86 procent korrekt registreret. 25 personer havde ikke logget ind, som de skulle, og 22 af dem havde ingen legitimation.
Fire personer kunne ikke fremvise en arbejdstilladelse.
Kontrollen blev foretaget af selskabet Moxy ID, der var hyret af Göteborgs myndigheder. Det skete efter aftale med Liseberg.
- Til bristerne er udredt, bør underentreprenørerne nægtes adgang til arbejdspladsen, skrev Moxy ID i kontrolrapporten.
Et af de udenlandske selskaber havde desuden gæld, som førte til en fogedforretning, fremgår det af rapporten.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie