Den libyske regering er begyndt at fordele våben til over en million mennesker og vil færdiggøre denne operation inden for få timer, skriver det statslige nyhedsbureau i Tripoli.
Nyhedsbureauet Jana citerer kilder i forsvarsministeriet for oplysningerne om, at operationen "med at bevæbne over en million mænd og kvinder ventes at være gennemført inden for få timer."
Erklæringen er i tråd med tidligere udtalelser fra Muammar Gaddafi, der stadig synes at have en stålsat tro på, at "folket" vil være i stand til at modsvare de internationale angreb på landet.
I en tv-transmitteret tale tordner han mod den vestlige verden og slår fast, at Libyen vil trække sig sejrrigt ud af konflikten.
- Hele det libyske folk står sammen. De libyske mænd og kvinder har fået våben og bomber.
- Vi vil ikke forlade landet, og vi vil sejre, siger Gaddafi og henvender sig direkte til de internationale magter, som har valgt at deltage i den militære aktion mod regimet i Libyen:
- I vil ikke gøre fremskridt. I vil ikke komme ind i dette land.
Ifølge Gaddafi vil lederne i de lande, som deltager i angrebene mod hans regime, nu "falde som Hitler og Mussolini".
- Alle tyranner falder, når de kommer under pres fra masserne, lyder det fra Gaddafi.
Lørdag begyndte internationale kampfly at bombe mål i Libyen. Det sker efter, at FN's Sikkerhedsråd torsdag vedtog en resolution, der giver grønt lys for en militær indgriben mod Gaddafi i form af en flyveforbudszone.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde