Rapport: FN ville ikke høre om sexovergreb i Afrika
Rapport med sexbeskyldninger gik "fra skrivebord til skrivebord, og fra kontor til kontor i FN-systemet".
FN og dets organisationer begik store fejltagelser i håndteringen af beskyldninger om seksuelt misbrug af børn begået af fredsbevarende FN-soldater i Den Centralafrikanske Republik, hedder det i en rapport fra en uafhængig undersøgelsesgruppe.
Mindst 13 franske soldater, tre canadiske soldater og to fra Ækvatorialguinea var involveret i de påståede overgreb mod børn i perioden december 2013 til juni 2014, hedder det i en tidligere FN-rapport, som blev lækket i april.
De fredsbevarende soldater var ikke under FN's kommando i den pågældende periode. Men verdensorganisationen er blevet stærkt kritiseret for den måde, som den reagerede på, da anklagerne blev fremsat.
I den nye rapport bliver FN-organisationerne kritiseret for "alvorlige fejl", ligesom der henvises til uhensigtsmæssige arbejdsgange og arbejdskulturer i forskellige FN-institutioner.
- Flere højtstående ansatte i FN har misbrugt deres stillinger ved ikke at handle, hedder det.
Der står videre, at den oprindelige FN-rapport med beskyldningerne "gik fra skrivebord til skrivebord, og fra kontor til kontor i FN-systemet", uden at der blev handlet.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at han tager rapportens konklusioner til efterretning.
- Jeg udtrykker min dybe beklagelse over, at disse sårbare børn blev forrådt af dem, som var sendt ud for at beskytte dem, siger han.
Svenskeren Anders Kompass, som blev suspenderet fra sin post hos FN's højkommissær for menneskerettigheder, fordi han lækkede den hemmeligstemplede FN-rapport til den franske anklagemyndighed, får oprejsning i den nye rapport.
Panelet bag rapporten kritiserer FN for at have efterforsket og mistænkeliggjort Kompass, fordi han lækkede oplysninger snarere end at have fokus på selve beskyldningerne.
Frankrig intervenerede i Den Centralafrikanske Republik, som er en tidligere fransk koloni, i et forsøg på at stoppe borgerkrigen mellem kristne militser og muslimske Seleka-rebeller, der havde taget magten i landet.
I rapporten beskyldes soldaterne for sexovergreb mod børn helt ned til otte år.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker