Rapport nedtoner Trumps negative klimapåvirkning: Det kan overkommes

USA's kommende præsident, Donald Trump, er klimaskeptiker. Men han får svært ved at stoppe det amerikanske momentum for ren energi, siger direktør i klimaorganisation. (Arkivfoto). Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Trumps ventede planer på klimaområdet vil øge de globale temperaturer med 0,04 grader frem mod 2100, viser analyse. Det er overkommeligt at rette op, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Klimaforskere verden over har råbt bekymrede op over udsigten til Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus.

Den kommende republikanske præsident har varslet, at han vil rulle en lang række af præsident Joe Bidens klima- og miljøpolitikker tilbage.

I stedet har han blandt andet lagt op til, at verdens største olieproducent skal bore endnu mere.

Men konsekvenserne af Trumps ventede politik bliver måske slet ikke så kritisk for kampen mod klimaforandringer, som mange frygter.

Han vil sandsynligvis kun have en "lille "effekt på den globale opvarmning.

Så længe andre lande står imod fristelsen og ikke også skruer ned for deres ambitioner.

Det viser en ny rapport fra Climate Action Tracker (CAT), som analyserer landes klimaplaner.

Analysen viser, at Trumps planer vil øge de globale temperaturer med omkring 0,04 grader frem mod slutningen af århundredet.

Effekten vil altså "i virkeligheden være ret lille", siger Bill Hare, administrerende direktør i Climate Analytics. Det er en af grupperne bag CAT.

- Der er et momentum for ren energi i USA, som vil blive svært at stoppe.

- Trump-administrationen vil utvivlsomt gøre sit bedste for at kaste en nedbrydningskugle ind i klimakampen. Men det energimomentum, som præsident Joe Biden har skabt, ses på tværs af landet og vil formentlig fortsætte i stort omfang, siger han i en pressemeddelelse.

Biden har blandt andet fået Inflation Reduction Act igennem. Den tilbyder milliarder af dollar i tilskud og skattefradrag, så investeringerne i grøn energi har nået nye højder.

Hvis det kun er USA, som skruer ned for ambitioner, og det kun varer i de fire år, hvor Trump er ved magten, er det til at rette op på, siger Bill Hare.

- Nøglespørgsmålet er, om de øvrige lande kan holde sammen og fortsætte med at handle. Så kan Trumps ophævelse af politikker, så skadeligt som det er, overkommes, siger han.

Den tidligere vicepræsident i USA Al Gore, som er en ivrig klimaforkæmper, tager de optimistiske briller på.

- Vi har været igennem det før. Verden fortsatte med at mindske udledninger igennem hans seneste fire år som præsident. Der er så meget momentum, at selv en ny Trump-administration ikke vil være i stand til at bremse det.

- Jeg håber, at jeg har ret. Mange folk rundtom i verden holder ikke bare vejret og venter på at se, hvad USA gør. De rykker på egen hånd, siger han ifølge AFP.

Der er til gengæld virkelig brug for, at verdens lande øger ambitionerne.

2024 har overordnet set været et år med "minimal fremgang", selv om der er enighed om, at der skal skrues betydeligt op for klimaplanerne frem mod 2030, hvis målene i Parisaftalen skal kunne nås.

Parisaftalen fra 2015 sætter et globalt mål om at mindske de globale temperaturstigninger til mellem 1,5 og 2,0 grader, sammenlignet med det førindustrielle niveau hvor afbrændingen af fossile brændsler begyndte.

- Vi falder helt klart bagud.

- I takt med at verden rykker nærmere disse farlige grænser, er behovet for øjeblikkelig, stærk handling for at vende udviklingen mere presserende, siger forfatter bag rapporten Sofia Gonzales-Zuniga fra Climate Analytics.

Trump trak USA ud af Parisaftalen, sidst han var præsident, og har varslet, at han vil gøre det endnu en gang, efter at Joe Biden har meldt USA ind i den igen.

Andre analyser har peget på, at målet om højst 1,5 graders stigning i de globale temperaturer bliver uopnåeligt med Trump som præsident.

Der er "ikke råd til fire års pause i det her kritiske årti", siger den svenske klimaforsker Johan Rockström. Derfor er der i høj grad brug for, at resten af verden - med EU i spidsen - går foran, mener han.

/ritzau/

Trump og klimaet

* USA har med Joe Biden i spidsen lovet at reducere udledninger af drivhusgasser med 50-52 procent sammenlignet med niveauet i 2005. Samtidig har Biden-administrationen et mål om, at USA's nettoudledning skal gå i nul i 2050. Det vil sige, at USA til den tid for eksempel indfanger lige så meget CO2, som landet udleder.

* Biden-administrationen har indført en lang række af politikker på klimaområdet. Den største er Inflation Reduction Act fra 2022. Lovpakken er blevet kaldt den største klimapakke i USA's historie og indeholder en lang række af incitamenter, som skal fremme den grønne dagsorden.

* Den kommende præsident, Donald Trump, meldte USA ud af Parisaftalen, da han senest var præsident. Han har varslet, at han vil gøre det igen, fordi Biden meldte USA tilbage ind i aftalen.

* Trump fornægter klimaforandringerne og mener, at kampen mod den globale opvarmning gør mere skade end gavn. For eksempel koster det job i den fossile sektor. Han vil tilbagerulle Bidens politikker på klimaområdet og skrue op for boringer efter olie og gas.

Kilder: Carbon Brief og The Guardian.

/ritzau/

USA's kommende og nuværende præsident trykker hånd i Det Hvide Hus. Præsident Joe Biden har med sin klima- og miljøpolitik blandt andet fået investeringer i grøn energi til at stige markant. (Arkivfoto). Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
USA er det land i verden, der producerer mest olie. Her er det oliepumper, der er i fuld gang i delstaten Texas. (Arkivfoto). Foto: Nick Oxford/Reuters
Renere energiformer såsom vind vinder frem i USA, hvor der med Joe Biden i spidsen er kommet flere incitamenter for at investere i grøn energi. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Al Gore, tidligere vicepræsident i USA, er i dag en ivrig klimaforkæmper. Han tror ikke, at den kommende Trump-administration kan stoppe det momentum, der er på klimaområdet. Foto: Maxim Shemetov/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu