Rapport: Ruslands undertrykkelse af borgere når nye højder
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere sagt, at alle retshåndhævende myndigheder er blevet bragt under hans kontrol med succes. (Arkivfoto). Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Flere end 1000 civile er blevet anholdt i Rusland, efter at demonstrationer brød ud i flere russiske byer.
Ruslands undertrykkelse af landets borgere er gradvist intensiveret siden 2012 og har nået helt nye højder siden invasionen af Ukraine i slutningen af februar.
Det fastslår en ny rapport af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge organisationen har nye love, som er vedtaget af den russiske regering, været med til at skabe "et klima af frygt og intimidering", som har været medvirkende til at indskrænke journalisters og aktivisters arbejde i landet.
I nogle tilfælde har det endda fået disse til at forlade landet helt.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere sagt, at alle retshåndhævende myndighederne er blevet bragt under hans kontrol med succes.
Det er den tredje rapport, der er blevet lavet af OSCE, siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar. De to andre rapporter fokuserede på Ukraine, der anklagede Rusland for at krænke international humanitær lov.
Den tyske advokat Angelika Nussberger blev hyret af OSCE til at foretage en analyse af humanitære rettigheder og demokratiet i Rusland.
- De russiske myndigheders hovedstrategi er bygget på intimidering, sagde hun, da hendes resultater blev præsenteret torsdag i Wien.
Hendes resultater er baseret på samtaler med repræsentanter for det civile samfund samt russiske embedsmænd, som er anonyme for deres egen sikkerheds skyld.
Præsentationen kom, dagen efter at store demonstrationer brød ud i flere russiske byer. Det ledte til mere end 1000 anholdelser af civile.
Demonstrationerne var et svar på, at Putin havde givet ordre om en mobilisering af 300.000 soldater fra landets reserve.
Mobiliseringen er den første af sin slags i Rusland siden Anden Verdenskrig, og det er en drastisk optrapning i den nu syv måneder lange krig i Ukraine.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned