Rebet strammes om Ruslands værnepligtige med ny lov
Værnepligtige på militærets hvervningskontor i Grozny i den russiske provins Tjetjenien i november. Ny lov gør det sværere for unge russere at slippe for at deltage i krigen i Ukraine. Foto: Musa Sadulayev/Ritzau Scanpix
Indkaldelsen af værnepligtige digitaliseres med ny lov. Det gør det svært at flygte fra krigsdeltagelse.
Russiske lovgivere har tirsdag stemt ja til en lov, der digitalt vil styre indkaldelsen af værnepligtige.
Det betyder, at lige så snart en person optræder på den digitale liste, så kan vedkommende ikke uden videre flygte ud af landet for at undgå deltagelse i krigen i Ukraine.
Det er underhuset, Dumaen, som tirsdag havde anden og tredjebehandling af forslaget. Loven mangler nu kun godkendelse fra det russiske senat og en underskrift fra præsident Vladimir Putin.
I formuleringen af den nye lov hedder det, at en værnepligtig får forbud mod at forlade landet, lige så snart man modtager de elektroniske indkaldelsespapirer. Man har også pligt til straks at melde sig på et hvervningskontor.
Efter de nuværende regler skal indkaldelsespapirer afleveres personligt til den unge person, som skal aftjene sin værnepligt.
Mange unge russere har haft held til at slippe udenom ved at nægte at tage imod papirerne eller ved at flygte ud af landet.
Det skønnes, at titusinder af unge russere i den værnepligtige alder flygtede ud af landet sidste år. Der var også i flere byer i landet protester mod at blive indkaldt til hæren.
- Vi er nødt til at perfektionere og modernisere det militære indkaldelsessystem, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov, på et pressemøde tirsdag ifølge Reuters.
Han nævner, at der var "problemer" sidste år med den kampagne, som skulle sikre flere soldater i hæren.
Ruslands regering siger, at den sidste år mobiliserede ekstra 300.000 mænd, som skulle deltage i, hvad Putin har kaldt "en særlig militær operation" i Ukraine. Som i virkeligheden er en storkrig, der ikke er set på det europæiske kontinent siden Anden Verdenskrig.
Peskov svarer afvisende på spørgsmålet, om den nye lov vil få endnu flere unge til i panik at prøve at flygte.
Denne plan "ikke er forbundet med en (ny) mobilisering", siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned