Red Barnet aflyser børne-pride i norsk by efter trusler
Sidste år blev to mænd dræbt i et angreb mod flere barer for homoseksuelle i Oslo den 27. juni, aftenen inden at den årlige prideparade skulle finde sted. I år ser Red Barnet sig nødsaget til at aflyse et pridearrangement for børn i Bergen. (Arkivfoto). Foto: Beate Oma Dahle/Ritzau Scanpix
Norges ligestillings- og kulturminister fordømmer trusler mod børneorganisations pridearrangement i Bergen.
Red Barnet i Norge har aflyst et pridearrangement for børn i Bergen i det sydvestlige Norge, efter at der er kommet flere trusler mod arrangementet.
- Det er alvorlige trusler om at dukke op til arrangementet og chikanere og udøve vold, siger Monica Sygård, som er leder af Red Barnets Norgesprogram, til avisen Bergens Tidende.
- Så vi har på selvstændigt grundlag valgt at aflyse det.
Hun tilføjer, at truslerne er kommet på e-mail og via sociale medier fra flere forskellige personer.
Organisationen har anmeldt truslerne til politiet.
Arrangementet skulle have fundet sted lørdag.
Sagen har vakt vrede blandt norske politikere.
- Det er forbandet, at nogle kommer med så stærke trusler, at Red Barnet ser sig nødsaget til at aflyse arrangementet under Regnbuedagene, siger Norges ligestillings- og kulturminister, Anette Trettebergstuen fra Arbeiderpartiet (Ap).
Hun tilføjer, at arrangementet er en folkefest, en fejring af mangfoldighed og at være den, man er.
Ministeren skal efter planen selv deltage i Regnbuedagene, som priden i Bergen hedder. Det glæder hun sig til, siger hun.
- De forsøger gang på gang at true os til tavshed, men den kamp skal de ikke få lov at vinde, siger Trettebergstuen.
Også Bergens borgmester, Linn Kristin Engø, reagerer kraftigt på sagen.
- Det gør mig rasende! Bergen skal være en by for alle, skriver hun i en e-mail til Bergens Tidende.
Politiet i Vest politidistrikt, som Bergen hører under, skriver i en pressemeddelelse, at der er forståelse for Red Barnets beslutning om at aflyse arrangementet.
Men politiet tilføjer:
- Der var ikke noget i vores risikoanalyser, som tilsagde, at arrangementet ikke kunne afholdes.
Sidste år aflyste organisationen bag Oslo Pride den årlige parade, der skulle have fundet sted i slutningen af juni.
Det skete efter et voldsomt skyderi i Oslo, hvor der blev skudt mod barer, hvor gæsterne primært er homoseksuelle.
To mennesker blev dræbt og 21 såret.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde