Redaktør: Det er en postgang for tidligt at afskrive Biden

Joe Biden (foto) fik under ni procent af stemmerne ved primærvalget i New Hampshire. Men nu venter delstaterne Nevada og South Carolina, som har en helt andet vælgersammensætning, og her er Biden nødt til at vinde, mener redaktør af Kongressen.com. Foto: Randall Hill/Reuters

Joe Biden er så presset efter ny skuffelse i New Hampshire, at han skal vinde næste gang, mener USA-ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret

Presset på Joe Biden vokser, efter at Demokraternes hidtidige favorit til at blive partiets præsidentkandidat igen fik et skuffende resultat ved tirsdagens primærvalg i delstaten New Hampshire.

Men det er endnu for tidligt helt at afskrive den 77-årige tidligere vicepræsident, selv om han kun blev nummer fem i New Hampshire og nummer fire i det første valg i Iowa for godt en uge siden.

Det siger Anders Agner Pedersen, redaktør for mediet Kongressen.com.

- Med hans to foreløbige placeringer kan Biden ikke udråbe sig selv som favorit. I New Hampshire fik han endnu en syngende lussing, og derfor er han næsten tvunget til at vinde de to næste primærvalg i Nevada og South Carolina, siger han.

Anders Agner fremhæver, at Biden allerede tirsdag rejste videre til South Carolina, inden stemmerne i New Hampshire var talt op.

- Både Iowa og New Hampshire er kendetegnet ved at have mange hvide vælgere. I de to næste delstater er vælgersammensætningen anderledes. I Nevada med mange latinoer og i South Carolina med mange sorte. Vi mangler at se, hvordan Biden og de øvrige kandidater appellerer på tværs af vælgersegmenterne, siger Anders Agner.

- Derfor er det en postgang for tidligt at afskrive Joe Biden. Men han er en presset mand, og han har ryggen mod muren. Han skal vinde.

Som tilfældet også var i Iowa sluttede Bernie Sanders og Pete Buttigieg på de øverste pladser i New Hampshire.

- Det var endnu en bemærkelsesværdig tæt duel. Denne gang med Sanders som vinder, mens Buttigieg viser, at han formår at fastholde sit momentum fra Iowa. Han er en kandidat i medvind, siger Anders Agner om den 38-årige Buttigieg.

- Men for begge bliver de næste to primærvalg også en udfordring. I 2016 tabte Bernie Sanders stort til Hillary Clinton i South Carolina, og Pete Buttigieg vil i både Nevada og South Carolina nok føle sig lidt mere på udebane, end tilfældet har været i de første delstater.

To af Demokraternes mindre fremtrædende kandidater opgav deres præsidentdrømme tirsdag på grund af ringe opbakning i New Hampshire, og det vil ikke forbavse Anders Agner, hvis senator Elizabeth Warren snart følger efter.

- Med en fjerdeplads i New Hampshire går det ikke godt. Hun ligner en kandidat, som ikke har lang tid igen, mener han.