Redaktør: Polens stærke mand gør alt for at beholde magten

Partistifteren Jaroslaw Kaczynski har skabt politisk kaos og splid i den polske regering, lyder vurdering.

Offentliggjort Sidst opdateret

Polsk politiks stærke mand vicepremierminister Jaroslaw Kaczynski vil have magten for enhver pris og skyr ingen midler for at få den. Sådan lyder vurderingen fra Polen-kender og chefredaktør Jens Mørch.

Lige nu arbejder Kaczynski, der er formand for det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), på at få vedtaget en ny medielov i Polen, der udelukker ikkeeuropæisk ejerskab af polske medier.

En lov, som har været med til at skabe splid i den polske regering.

Medieloven blev godkendt onsdag aften i Polens underhus. Loven skal stramme reglerne om udenlandsk ejerskab af polske medier.

Modstandere af loven mener, den er lavet for at kvæle tv-stationen TVN24.

- Det handler om, at Kaczynskis regering vil lukke munden på de kritiske medier, siger Jens Mørch.

Stationen er Polens største frie medie og mest populære TV-station. Den er kendt for at have en kritisk nyhedsdækning af regeringen. Kanalen er ejet af det amerikanske medieselskab Discovery.

Lovforslaget er nu sendt videre til behandling i parlamentets andet kammer, Senatet. Får forslaget flertal her, mangler kun den polske præsident, Andrzej Dudas, underskrift.

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, afviser, at forslaget er rettet mod TVN24.

- Vi har ingen intentioner i forhold til nogen specifik tv-kanal, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Loven har været med til at skabe så meget ballade, at det konservative parti Porozumienie onsdag valgte at forlade koalitionsregeringen.

Partiet har også trukket sig fra den fælles parlamentariske gruppe med det regerende PiS-parti (Lov og Retfærdighed).

Det sker, efter at partiformand og vicepremierminister, Jaroslaw Gowin, tirsdag blev fyret af Polens premierminister, Mateusz Morawiecki.

Det skyldtes blandt andet, at vicepremierminister Gowin nægtede at bakke op om en ny medielov.

Med Porozumienies afgang har PiS mistet sit flertal i det polske parlament. Dermed peger alt i retning af en mindretalsregering.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at regeringen kollapser helt. Ifølge nyhedsbureauet AFP vil det nemlig kræve et mistillidsvotum.