Rederi: Briter er skibets vagter

Rederiet H. Folmer og Co., der ejer skibet Danica Sunrise, står uforstående over for de indiske myndigheders terrormistanke mod to briter om bord på rederiets skib Danica Sunrise, der befinder sig i den indiske havn Mumbai.

Det siger direktør i rederiet Uffe Jensen.

- Vi har ikke noget at skjule. De tidligere britiske soldater, der var om bord på skibet, var vores bevæbnede vagter, som nu er på vej hjem.

- Vi ved kun, at skibet har været undersøgt af indiske myndigheder, og at kaptajnen har været afhørt. Vi ved ikke, om skibet er tilbageholdt. Det venter vi svar på, siger Uffe Jensen.

De bevæbnede vagter beskytter skibet mod pirateri.

Uffe Jensen tilføjer, at skibet sejlede tomt fra Kuwait til Mumbai i Indien, hvor det nu ligger og venter på en last. Ifølge Uffe Jensen er skibets kaptajn dansk.

De danske myndigheder er tavse om det terrormistænkte fragtskib.

Søfartsstyrelsen vil hverken be- eller afkræfte, om skibet er eller har været tilbageholdt på grund af terrormistanke.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Lars Gerhard Nielsen, der er synschef i Søfartsstyrelsens afdeling Center for Skibe.

Ifølge indiske medier tilbageholdes Danica Sunrise af de indiske sikkerhedsmyndigheder efter formodninger om, at to besætningsmedlemmer - tidligere britiske soldater - havde planer om at losse våben til terrorformål.

Indiske specialstyrker fandt dog hverken våben eller ammunition om bord.

Kilder i den indiske efterretningstjeneste siger til avisen India Today, at efterretningstjenesten arbejder ud fra en teori om, at besætningen på det danske skib måske nåede at smide den illegale last over bord, inden at coasteren blev bordet af indiske specialenheder.

Rederiet H. Folmer & Co. er kendt som ejer af søsterskibet Danica White, der som det første danske fragtskib blev kapret ud for Somalia den 1. juni 2007. Fem danske søfolk var gidsler hos somaliske pirater i 83 dage.

/ritzau/

Rederiet H. Folmer og Co. er uforstående over for indisk mistanke mod vagter på Danica Sunrise om terror.

Offentliggjort Sidst opdateret