Redningschef: De fem sidste i grotten er ved godt mod
Militærpoliti gør honnør for en bilkonvoj med embedsmænd på vej mod den grotte, hvor redningsarbejdet er i fuld gang. Foto: Ye Aung Thu/Ritzau Scanpix
Ye Aung Thu/Ritzau Scanpix
Arbejdet med at få de sidste fire drenge og deres træner ud af grotten i Thailand bliver genoptaget tirsdag.
De fire drenge og deres træner, der stadig sidder indespærret i en grotte i det nordlige Thailand, er ved godt helbred, siger lederen af redningsindsatsen.
Det er uklart, om de alle kan reddes ud ved samme operation, eller om det skal ske over flere gange, tilføjer indsatslederen, Narongsak Osottanakorn.
Han bekræfter, at fire drenge blev reddet ud i løbet af mandagen. Alle fire er på hospitalet og har det efter omstændighederne godt, oplyser han.
- Vi har hjulpet fire børn mere i dag, siger Narongsak på en pressekonference.
Han tilføjer, at de er "i sikkerhed og ved bevidsthed".
De fire første kom ud af grotten søndag.
Mandagens tur ind i grotten for at hente yderligere fire drenge ud gik hurtigere end søndagens redningsoperation, fordi redningsmandskabet nu har fået mere erfaring, fortæller Narongsak ifølge nyhedsbureauet AP.
Desuden var der flere mennesker involveret mandag, siger Narongsak, som foruden at være leder af redningsindsatsen også er fungerende guvernør i Chiang Rai-provinsen, hvor grotten ligger.
Redningsindsatsen vil blive genoptaget om cirka 20 timer, det vil sige tirsdag formiddag dansk tid.
- Helbredet hos de sidste fem mennesker i grotten er stadig godt, siger han.
Den komplicerede redningsindsats sker ved hjælp af specialuddannede dykkere, nogle af dem fra thailandske specialstyrker, andre udenlandske eksperter.
Thailands premierminister, Prayut Chan-o-cha, er taget til det hospital, hvor drengene befinder sig, siger indsatslederen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde