Redningsfolk finder flere døde i Brasilien

Antallet af døde efter den værste oversvømmelseskatastrofe i Brasilien siden 1967 steg fredag til mindst 540. Det står klart, efter at redningsmandskab fandt flere døde i mudderet og i oversvømmede huse.

- Personligt forventer jeg, at der er mindst 100 flere døde, siger Fernando Suarez, chef for sundhedsvæsnet i Rio de Janeiro.

Flere mindre byer nord for den brasilianske storby blev tidligere på ugen ramt af voldsomme regnskyl, der førte til store oversvømmelser og mudderskred.

Flere byer er jævnet med jorden og flere landsbyer er afskåret fra omverdenen. Mindst 13.500 mennesker er blevet hjemløse.

Samtidig advarer meteorloger om, at et nyt omfattende regnvejr er på vej ind over regionen omkring Rio de Janeiro sent fredag og lørdag.

Uvejret har endnu ikke ramt Brasiliens vigtigste eksporterhverv som sukker, kaffe og korn. Men der er sket omfattende materielle ødelæggelser.

Fredag blev et stort antal politibetjente sendt til de ramte områder for forhindre tyve i at stjæle fra forladte huse og butikker.

Sidst Brasilien blev ramt af lignende oversvømmelser var i 1967, hvor 785 mennesker omkom.

/ritzau/Reuters

Mindst 540 er omkommet under den værste oversvømmelseskatastrofe i Brasilien i 40 år.

Offentliggjort Sidst opdateret